Ekspert: Smartphones medvirker til ringe mobildækning
Teleanalytiker John Strand mener, at regeringen rammer forbi med vækstplan, der skal forbedre mobildækningen.
Regeringens plan går blandt andet ud på, at teleselskaberne skal bruge hinanens net.
Regeringens plan går blandt andet ud på, at teleselskaberne skal bruge hinanens net. Foto: Marcio Jose Sanchez/AP


Mobildækningen i Danmark er på et højt niveau sammenlignet med resten af EU, og den dårlige dækning rundt i landets yderområder skyldes ofte kvaliteten af vores telefoner og antallet af applikationer.

Derfor rammer regeringen helt forbi skiven med dens digitale vækstplan, som blandt andet skal sikre bedre mobil- og bredbåndsdækning i landets udkantsområder.

Sådan lyder det fra teleanalytiker John Strand, der lever af at rådgive telebranchen.

Regeringens plan går blandt andet på, at teleselskaberne fremover skal anvende hinandens net.

Derudover lægger regeringen op til, at der skal stilles større krav om dækning, når teleselskaberne skal forhandle kontrakter i de kommende år.

- Der findes en lang række undersøgelser, der viser, at mange af de steder, hvor folk tror, der er dårlig mobildækning, rent faktisk har en rigtig god dækning, siger John Strand.

Han peger blandt på en undersøgelse af mobildækningen, Erhvervsstyrelsen lavede i 2013.

Her var 417 steder rundt i landet blevet udpeget som mobilhuller af kommunerne, men kun fire af stederne var det ikke muligt at gennemføre et opkald, selvom man prøvede fire forskellige telefonmodeller på fire forskelle mobilnet.

- Så regeringens plan forholder sig ikke rigtig til fakta, men den adresserer nogle myter, som har fået lov at leve i medierne, siger John Strand.

- Mange af problemerne, som folk oplever som dårlige dækningsoplevelser, og som vi jævnligt hører borgmestre udtale sig om, skyldes ikke mobilnettene, men derimod kvaliteten af vores telefoner, siger han.

Han nævner desuden, at antallet af applikationer på telefonerne også er med til at påvirke dækningen.

- Så selvom man øgede antallet af mobilmaster i Danmark til det dobbelte, så ville danskerne ikke nødvendigvis få bedre dækning af den grund.

- Ligesom bilerne på vejene ikke ville køre længere på literen, selvom man fordoblede antallet af tankstationer, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.