Ekspert: Skat tog fejl i endnu en lækagesag
Skats ledelse fejler, fordi ingen tør tage ansvar, mener skatteadvokat Michael Bjørn Hansen med fortid i Skat.


Det er en graverende fejl, at Skat i 2013 brød en klokkeklar politisk aftale, så skatteminister Holger K. Nielsen (SF) ikke blev spurgt, om han ville købe oplysninger om 12 danskere med skjulte formuer i en udenlandsk bank.

Det siger skatteadvokat Michael Bjørn Hansen. Han har arbejdet 30 år i Skatteministeriet, heraf 22 år som kontorchef, men er nu advokat med skatteret som speciale.

- Det er meget, meget mærkværdigt, at man ikke gør det, når der ligger en klar beslutning om, at den slags tilbud skal forelægges ministeren, siger Michael Bjørn Hansen.

- Det skaber en misstemning i krogene blandt skattefolk om, at det er, fordi man ikke vil ramme de store. Står der finansinteresser bag dette? De tanker har man aldrig gjort om det danske skattesystem, men om Grækenlands.

Skats misere skyldes, at lederne er blevet håndsky. Når flere skatteledere kritiseres i kommissionsundersøgelser som Spar Nord, der i 1997 frifandt skatteminister Ole Stavad (S), så garderer ledelsen sig mod gentagelser, mener Michael Bjørn Hansen.

- Så laver lederen en kødrand af konsulenter i et ledelsessekretariat, der skal dække af. Til sidst er der ikke ret meget anden ledelse tilbage end at bestyre konsulenter, siger Michael Bjørn Hansen.

Han afviser anken fra Dansk Told- og Skatteforbund om, at Skats ansatte successivt er blevet beskåret af røde og blå regeringer. Skaden skyldes heller ikke en ny ledelsesform som new public management med metoder fra det private erhvervsliv, mener han.

- Årsagen er nedbrydningen af kultur i Skat. Der er ikke rigtigt nogen, der vil tage ansvar for det, siger Michael Bjørn Hansen.
/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.