Ekspert ser opmuntrende tegn i Brasiliens politiske kaos
Demokratiet i Brasilien har fået det bedre, og både dommere og befolkning tør mere, vurderer Brasilien-kender.
Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, ender måske for en rigsret, og der hersker stor politisk uro i det sydamerikanske land, men det er også et opmuntrende tegn, vurderer dansk lektor og Brasilien-kender.
Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, ender måske for en rigsret, og der hersker stor politisk uro i det sydamerikanske land, men det er også et opmuntrende tegn, vurderer dansk lektor og Brasilien-kender. Foto: Eraldo Peres/AP


Brasiliens præsident er tæt på at ende for en rigsret. Halvdelen af underhuset står anklaget for korruption. Udefra ser det ikke kønt ud i karnevalets og de brede sandstrandes land.

Men problemerne kan også tolkes som et tegn på demokratisk bedring i Brasilien, vurderer Steen Fryba Christensen, der er lektor på Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.

- Det er på sin vis et godt tegn, for det betyder, at institutionerne og magtens tredeling fungerer i vid udstrækning. Dommerne tør retsforfølge selv meget fremtrædende politikere, siger Steen Fryba Christensen.

Han peger på, at der tidligere har været en højere grad af straffrihed.

Korruption i det delvist statsejede olieselskab Petrobras, en sag hvor halvdelen af underhuset anklages for misbrug til egen økonomisk vinding, og den mulige rigsretssag mod Rousseff har fået brasilianerne på barrikaderne.

Også det er en interessant udvikling i landet, der for nogle år siden var verdens fjerdestørste økonomi - men som siden er faldet nogle pladser tilbage på listen.

Man kan se folkets protester i gaderne på to måder, mener Steen Fryba Christensen.

- Dels at folk rent faktisk er vrede og utilfredse, dels at demokratiet i Brasilien fungerer, og folk tør godt give deres mening til kende og udtrykke sig, når der er problemer.

- Man kan godt forstå, at de er engagerede, når så mange - og fra stort set samtlige partier - opfører sig uetisk. Hvis over halvdelen er korrupte, så er der selvfølgelig stor frustration, siger lektoren.

De omfattende protester over blandt andet stigende priser i sommeren 2013 varslede ifølge Steen Fryba Christensen en ny tid i Brasilien, hvor folks utilfredshed blev mere synlig i offentligheden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.