Ekspert: Regeringen vil skræmme bankerne
Nogle af bankerne har sjusket med kontrollen, og nu vil regeringen råbe dem op, vurderer Lars Krull.


Regeringen og skattemyndighederne mener, at nogle banker sjusker med kontrollen af, om der foregår hvidvask og skatteunddragelse.

Derfor forsøgte to ministre, direktøren for Finanstilsynet og en direktør fra Skat at jage en skræk i livet på bankerne på et pressemøde søndag. Sådan lyder vurderingen fra seniorrådgiver Lars Krull, fra Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.

- Der er også politik i det her. For mig er det meget overraskende, at de holder et pressemøde om det her på en søndag. Det er jo ikke sådan, at sporene bliver kolde. Man har klart ønsket at vise noget handlekraft, siger han.

- Det er ikke min vurdering, at der er brug for bedre eller strammere regler. Der er brug for, at de regler, der er, bliver overholdt.

Lars Krull påpeger, at både regeringen og Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, på pressemødet oplyste, at omfanget af snyd i Danmark var meget begrænset, men at det i myndighedernes øjne hovedsageligt foregår i udenlandske datterselskaber.

Til gengæld er de trætte af, at bankerne ikke tager kontrollen med potentiel snyd alvorlig nok.

- Det er ikke nok, at direktøren siger til en kontorchef: Gør det her og det her, og så er det ført til referat. Hvilket mange nok har gjort. Det skal ledelsesforankres. Det er også det, som Nordea får kritik for, siger Lars Krull.

- Det duer jo ikke, at der står i en rapport, at det ikke er ledelsesforankret i Danmarks næststørste bank, Nordea.

Derfor vurderer Lars Krull, at hovedformålet med pressemødet var at jage en skræk i livet på de banker, der ikke har styr på deres kontrol.

- Jeg tror, at man har fundet lejlighed til at sige bøh! Finanstilsynet ønsker at kommunikere ud, at bankerne på ledelsesplan skal implementere og sørge for, at de her regler om hvidvask- og skatteunddragelse virker, siger Lars Krull.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.