Ekspert: Regeringen kan hurtigt finde 600 millioner til dagpengeaftale
Regeringen vil hurtigt kunne finde de 600 millioner kroner, der skal til for at imødekomme fagbevægelsen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, som har talt for flere penge til dagpengesystemet. Det mener en af landets mest erfarne arbejdsmarkedsforskere.
Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har en kæmpe interesse i at lande et forlig, vurderer eksperter overfor Ugebrevet A4. 
Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har en kæmpe interesse i at lande et forlig, vurderer eksperter overfor Ugebrevet A4.  Foto: Scanpix arkiv


Efter alt at dømme kan den mangeårige politiske dagpenge-diskussion afsluttes med et hurtigt forlig, hvor i hvert fald Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er med. Sådan lyder vurderingen fra eksperter og politikere, som Ugebrevet A4 har interviewet.

En af landets mest erfarne arbejdsmarkedsforskere og nu professor emeritus ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, vurderer, at en aftale om dagpengene forholdsvis nemt kan komme i hus.

- Vi har en mindretalsregering, som godt ved, at den må give sig, hvis ikke andre partier skal lave aftaler bag om ryggen på den. Regeringen vil hurtigt kunne finde de 600 millioner kroner, der skal til for at imødekomme fagbevægelsen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, som har talt for flere penge til dagpengesystemet, siger Flemming Ibsen til Ugebrevet A4.

Dagpengekommissionen har faktisk gjort det let for politikerne. Det vurderer kommissionens formand, professor Nina Smith.

- I og med at vi har gjort et grundigt arbejde, og at vi har arbejdsmarkedets parter med, så ligger det på den flade hånd for politikerne at gå videre med, siger Nina Smith til Ugebrevet A4.

Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har en kæmpe interesse i at lande et forlig, vurderer eksperter overfor Ugebrevet A4. For Venstres vedkommende drejer det sig ifølge politisk kommentator Hans Engell om, at man meget nødigt have, at der dannes et flertal uden om regeringen, hvilket Venstre ifølge Hans Engell vil være et kæmpe nederlag. Og i den røde lejr har Socialdemokraterne også en stor interesse i at opnå en aftale.

- Dagpengene var et kæmpe mareridt for socialdemokraterne, mens de sad i regering. Så de vil gerne sikre sig, at de ikke igen risikerer at have i sådan et mareridt, siger Hans Engell.

I Dansk Folkeparti lægger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted ikke skjul på, at han brænder for at få et forlig. Det er nemlig vigtigt, at der efter år med "den ene lappeløsning efter den anden" kommer en holdbar løsning på dagpengespørgsmålet.

- Lønmodtagerne fortjener at få et system, som er langtidsholdbart. De kan ikke gå og føle sig usikre på, hvad der gælder og ikke gælder. Jeg håber, at vi nu kan få et system, hvor de overordnede rammer kan holde de næste 20-30 år, siger Bent Bøgsted.

Leif Lahn Jensen, arbejdsmarkedspolitisk ordfører for Socialdemokraterne, er på samme linje. Han tror på en hurtig aftale med regeringen.

- Vi går efter, at færre skal falde ud af systemet - altså en nemmere genoptjening end nu. Hvis det kan komme på plads, så kan vi for vores skyld godt lave en hurtig aftale, siger Leif Lahn Jensen, og fortsætter:

- Nu ved vi jo ikke, hvor meget af kommissionens udspil, regeringen vil bruge. Men med min nuværende viden, så er jeg optimist med hensyn til at nå et forlig.

Flertallet i kommissionen lægger op til at indføre otte karensdage om året, mens fagbevægelsen i form af hovedorganisationerne LO og FTF kun vil være med på tre dage.

Hvis fagbevægelsen skal have sin vilje, skal dagpengesystemet have tilført rundt regnet 600 millioner kroner om året i nye penge, for at man kan gennemføre de forbedringer for de ledige, som kommissionen anbefaler.

Om Venstre kan gå med til at pumpe nye penge i systemet vides endnu ikke. Partiformand Lars Løkke Rasmussen har hidtil talt imod. Socialdemokraterne er klar til at finde de ekstra penge. Og de radikales politiske leder, Morten Østergaard, melder sig nu også klar.

- Hvis det er kravet, finder vi ud af det, siger han til Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.