Ekspert: Radikaliseringer skal stoppes før
Jo tidligere fængselsbetjente og PET handler, jo større er sandsynligheden for at undgå radikalisering.
Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen mener, at PET skal gå tidligere ind i sager om radikalisering.
Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen mener, at PET skal gå tidligere ind i sager om radikalisering. Foto: SIMON FALS/POLFOTO


Det er afgørende, at både fængselspersonale og Politiets Efterretningstjeneste (PET) griber ind, når en indsat i et dansk fængsel viser tegn på radikalisering.

Sådan lyder det fra tidligere operationel chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen.

- Jo tidligere man involverer flere parter i forbindelse med et radikaliseringsforløb, jo større muligheder er der for, at man kan modvirke og forhindre, at det udvikler sig så groft, som det gjorde i sagen med Omar El-Hussein, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Udtalelsen kommer, efter at det er blevet offentligt, at fængselsbetjente hele tre gange indberettede til Kriminalforsorgen, at Omar El-Hussein, den formodede gerningsmand bag attentaterne i København i februar, viste tegn på radikalisering i fængslet.

Kun den tredje indberetning nåede frem til PET. Og selvom fængselsbetjente gjorde opmærksom på Omar El-Husseins radikalisering, kom han i såkaldt "cellefællesskab" med en Islamisk Stat-sympatisør, mens han sad i Politigårdens Fængsel i København.

Hans Jørgen Bonnichsen var selv i sin tid som operationel chef for PET med til at starte et projekt, hvor Kriminalforsorgen var involveret i kampen mod terror.

- Her lagde vi vægt på, at fængselspersonalet i første omgang selv skulle forsøge at modvirke radikalisering af indsatte. Men det var klart, at i det øjeblik fængselspersonalet ikke følte, at deres metoder var nok, skulle de involvere PET, siger han.

- Håbet var, at jo flere man er, jo mere viden og jo flere kompetencer man har, jo større muligheder er der for at undgå, at den pågældende går hele vejen, siger han.

Ifølge Hans Jørgen Bonnichsen kan PET især modvirke radikalisering ved at holde præventive samtaler med de personer, der viser tegn på ekstremisme.

Også justitsminister Mette Frederiksen (S) har givet udtryk for, at PET spiller en meget vigtig rolle i bekæmpelsen af radikalisering.

- Det vigtigste for mig er at have vished for, at enhver udemokratisk tendens, ethvert tilløb til radikalisering, enhver understøttelse af terror selvfølgelig med det samme tilgår PET, sagde Mette Frederiksen under en forespørgselsdebat i sidste måned.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.