Ekspert: Polsk valg bliver kold skulder til Europa
Ved søndagens valg spår meningsmålinger sejr til det nationalkonservative Lov- og Retfærdighedsparti.


Polens parlamentsvalg søndag vil efter alt at dømme få det konservative Lov- og Retfærdighedsparti som den store vinder. Et magtskifte i landet kan føre Polen i en mere nationalistisk og totalitær retning, vurderer en dansk Polen-kender.

De to vigtigste emner i den polske valgkamp har været landets fremtidige forhold til EU og den aktuelle flygtninge- og migrantkrise i Europa, som et flertal af polakker ikke vil involveres i.

- De seneste meningsmålinger viser, at regeringspartiet Borgerplatform (PO) vil tabe til Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), som går efter den totale magt i det polske parlaments underhus, Sejm, siger lektor Svend Gottschalk Rasmussen fra Syddansk Universitet.

PiS står ifølge de sidste målinger til mellem 32 og 40 procent af stemmerne, mens det liberale PO, der har regeret Polen siden 2007, vil opnå 24 til 28 procent. Det kunne ende med absolut flertal i parlamentet til PiS. Men regeringsmagten kan formentlig også sikres med hjælp fra et støtteparti.

To kvinder kæmper om at blive Polens kommende premierminister. Det er premierminister Ewa Kopacz fra PO og det konservative Lov- og Retfærdighedspartis Beata Szydlo.

Den kontroversielle leder af PiS, tidligere premierminister Jaroslaw Kaczynski, udpegede Szydlo, efter at hun op til præsidentvalget i maj havde stået i spidsen for Andrzej Dudas valgkamp, som han overraskende vandt over den siddende præsident fra PO, Bronislaw Komorowski.

I den aktuelle valgkamp har Szydlo lovet at sænke pensionsalderen, at indføre rundhåndede familieydelser, at beskatte banker og udenlandsk ejede supermarkeder, mens små og mellemstore virksomheder kan regne med at få skattelettelser.

Svend Gottschalk Rasmussen mener, at spørgsmålet ikke er, om PiS vinder, men hvor stort partiet vinder. Det vil blive afgørende for Polens fremtidige rolle i EU, især fordi Jaroslaw Kaczynski vil se Polen regeret egenhændigt uden overstatslig indblanding i form af EU.

- Hvis PiS vinder stort, kan det bekymre, at partiet er parat til at ændre forfatningen hen i en mere totalitær retning, siger Svend Gottschalk Rasmussen og tilføjer, at partiet ønsker at gøre op med Polens forhold til EU, selvom det giver landet enorme økonomiske fordele.

Selv om Kopacz' regering har modsat sig EU's obligatoriske flygtningekvoter, så har den indvilget i at modtage omkring 5000 af de 120.000 såkaldte kvoteflygtninge, der skulle fordeles mellem EU's medlemslande.

Hendes rival Beata Szydlo har derimod sagt, at Polen skal fokusere på humanitær hjælp i flygtningenes nærområder.

Målinger viser, at omkring 60 procent af polakkerne er enige i det synspunkt.

- Den polske skepsis er forståelig. Den skyldes, at landet kun har få indvandrere med muslimsk-arabisk kulturbaggrund. Derfor er polakkerne mere villige til at huse flygtninge fra Ukraine, som ikke er ukendte på samme måde, siger Svend Gottschalk Rasmussen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.