Ekspert: Politiske hensyn afgør dansk Europol-skæbne nu
Det er helt åbent, om dansk aftale om Europol ryger nederst i bunken af EU-problemer efter britisk farvel.


Der venter EU-systemet en opgave af dimensioner, når årtiers stadig tættere sammenfiltring med Storbritannien skal vikles ud over de næste to år. Og set fra et snævert dansk synspunkt kan det vække en vis bekymring.

For hvad sker der med den parallelaftale om politisamarbejdet Europol, som den danske regering forsøger at få på plads, efter at de danske vælgere sagde nej til at afskaffe retsforbeholdet?

Ifølge Henning Bang Fuglsang Sørensen, der forsker i EU-ret ved Syddansk Universitet, er det et helt åbent spørgsmål, der i sidste ende vil blive afgjort af politiske hensyn.

- Man skal nok ikke blive voldsomt overrasket, hvis det bliver en besked til Danmark om, at nu er der ikke energi og ressourcer til at forhandle en aftale om Europol med Danmark, siger han.

- Men det er jo politik, så alt er muligt. Man kan forestille sig et scenarie, hvor Kommissionens formand siger: Det var skidt, det her. Lad os lige hurtigt få løst det danske problem. Det kan vi klare i morgen eftermiddag, og så kan vi fokusere på briterne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.