Ekspert om ny DA-direktør: Han skal kæmpe for anerkendelse
Den nye DA-direktør skal kæmpe for anerkendelse, vurderer en arbejdsmarkedsforsker.
47-årige Jacob Holbraad overtager posten som DA-direktør den 1. november.
47-årige Jacob Holbraad overtager posten som DA-direktør den 1. november. Foto: DA


Når den 47-årige cand.scient.pol Jacob Holbraad den 1. november overtager posten som direktør i DA, kan han se frem til en kamp for anerkendelse.

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.

- Han skal kæmpe for at blive kendt og kæmpe for anerkendelse, siger Flemming Ibsen.

Jacob Holbraad kommer fra en række stillinger i det adminstrative politiske system, hvor han senest har været direktør for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, men også har en fortid som departementsråd og chef for indenrigsområdet i Statsministeriet. Også beskæftigelsesministeriet har han været en tur forbi som afdelingschef for ledelsessekretariatet.

Flemming Ibsen kender ikke umiddelbart den nye DA-direktør, men han vurderer, at eksempelvis hans netværk ikke er så godt som den tidligere DA-direktør Jørn Neergaard Larsens, da han startede. Han havde en fortid fra lønmodtagersiden hos Djøf og havde også siddet som næstformand i KTO i mange år.

- Jørn Neergaard var dybt involveret i forhandlinger og han var en kendt personlighed. Og så fik han jo i den grad også et navn i DA og var ekstremt anerkendt for sine kompetencer. Spørgsmålet er, om den nye direktør ikke skal bruge tid på at opbygge sit netværk både på arbejdsgiver og lønmodtagersiden. Man har jo ikke taget en direktør fra DI eller Dansk Erhverv, som i forvejen er klædt på til opgaven og har en erfaring i forhandlinger og aftaler, siger Flemming Ibsen.

Første store opgave: Trepartsforhandlinger

Den første store opgave i DA-skjorten for Jacob Holbraad bliver de kommende trepartsforhandlinger, vurderer Flemming Ibsen.

Og det vil generelt være det politiske arbejde, der er i fokus for den nye DA-direktør.

- Hovedopgaven er at få gode rammebetingelser for danske virksomheder i den private sektor. Det gælder skatteaftaler, hele det internationale EU-arbejde, men også sådan noget som infrastruktor, uddannelse, og arbejdsmarkedspolitik, forklarer Flemming Ibsen.

Han mener derfor, at udnævnelsen af Jacob Holbraad kan bunde i netop hans erfaring fra det politiske system samt hans ledelsesmæssige erfaring.

Større fokus på det politiske

Med udnævnelsen af Jacob Holbraad peger Flemming Ibsen på et skred i det arbejdsmæssige fokus for en direktør i en arbejdsgiverforening.

- Man kan sige, at der er sket en forskydning fra overenskomster over til det politiske arbejde. Det jeg kalder gode rammebetingelser for virksomhederne. Det vil sige, at der er fokus på Christiansborg-politikken og den internationale politik. Og det er der, du skal være skarp, siger Flemming Ibsen.

Han henviser til, at det også var en stor overraskelse, da Dansk Industri i 2010 udpegede Karsten Dybvad, der havde en fortid som departementchef, som direktør.

- Det siger et eller andet om, at det politiske har større vægt end det overenskomstmæssige, forklarer Flemming Ibsen.

Han vurderer ikke, at det vil få en betydning for samarbejdet arbejdsmarkedets parter imellem, at der nu sidder en ny mand for bordenden i DA.

- Alle steder bygger man sådan nogle folk velkommen og opbygger et tillidsfuldt forhold til dem. Man skal jo bruge ham til at lave aftaler og kompromisser. Men det er klart, man skal lære ham at kende, men nu kommer der nogle trapartsforhandlinger, der er vigtige for både fagbevægelsen og arbejdsgiverne, siger Flemming Ibsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.