Mange danskere har samlet ind til flygtninge i form af tøj og sko, men nogle er også rejst til Sydeuropa for med egne hænder at hjælpe bådflygtninge, der kommer i land på de græske øer.
Men det er ikke alt hjælp, som er god hjælp, mener disaster manager fra Leros Refugee Aid, Jacob Hasle Nielsen. Han skal vurderer situationen på Leros og komme med forslag til, hvordan man koordinerer indsatsen.
- Man skal ikke bare være glad for, at der kommer nogen herned autonomt og går i gang. Det kan sagtens være, at den hjælp gør mere skade end gavn, siger han til DR Østjylland.
Han mener, at man ofte kan rykke langt mere ved at donere penge til de hjælpeorganisationer, som allerede er på stedet.
- Nødhjælpsturismen er nok lidt affødt af en selfiekultur. Det giver en god, varm følelse at redde flygtninge op af vandet eller tage et billede med et grædende spædbarn, siger han.
På Leros har den frivillige østjyde, Xenia Kjær Karassavidis, lige delt 200 portioner mad ud til flygtninge sammen med sin gruppe af frivillige.
Gruppen skal være på Leros i ti dage, og hun mener bestemt, at deres indsats nytter.
- Der er nogen hernede til at hjælpe, men der er slet ikke nok. Vi gør rigtig mange ting hernede og samarbejder også med andre frivillige. Jeg tror, at al hjælp og alle smil hernede er nødvendige, siger hun til DR Østjylland.
Gruppen håber, at deres indsats vil inspirere andre til at komme ned og hjælpe.
- De her mennesker er så sårbare, at hvis der kommer nogen og viser bare lidt kærlighed, så gør det noget stort inde i dem, siger hun.
FN laver kursus til frivillige
De mange frivillige i Grækenland har i denne uge fået FN til at begynde et pilotprojekt på Leros. Det fortæller Field Officer Isaac Heinrich fra FNs Flygtningeargentur, UNHCR
- Det er overvældende, så mange der lige nu kommer til Grækenland for at hjælpe. Det er noget, vi opfordrer til, men der har været episoder, hvor frivillige ikke har haft den korrekte indgang til tingene, og det har skabt forvirring blandt flygtningene, siger han.
Det er især frivillige, som kun er to til tre dage på øen, som kan ende med at skabe forvirring.
Derfor har FN som pilotprojekt indført et minikursus på Leros, der vil lære frivillige om håndtering af flygtninge.
Frivillig Mmereki Mark Roodt er i samme gruppe som Xenia Kjær Karassavidis. Han ser også mulighederne i et kursus.
-Jeg er klar på det og vil også tage det. Det er en god mulighed for at møde andre frivillige på øen, så jeg glæder mig faktisk, siger han.