Der er hård kritik til Københavns Kommune for at sætte stemplet Fortroligt på et notat om sagsbehandlingen af de såkaldte 'kærestepenge'.
Det er nemlig i strid med lovgivningen af hemmeligholde en rapport om generel praksis i en kommune.
Det siger Oluf Jørgensen, der er offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus på Danmarks Journalisthøjskole.
- Det der handler om fremstillingen af generel praksis i Københavns Kommune, skal der være offentlighed om, siger han.
"Det synes jeg er dybt mystisk"
Mandag modtog lokalpolitikerne et notat fra beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R), men det var fortroligheds-stemplet.
Notatet indeholder oplysninger om, hvordan kommunen har behandlet sager om gensidig forsørgelsespligt.
Onsdag fik udvalget endnu et notat. Her blev de pålagt tavshed om årsagen til, at det første notat var fortroligt.
Især det sidste notat om vækker stor undren hos eksperten.
- Det har jeg aldrig hørt før. Jeg har været ude for meget kortfattede svar om årsagen og at der næsten ikke er noget substans i svaret. Men at de ikke vil sige en lyd om årsagen til at holde det hemmeligt, det synes jeg er dybt mystisk, siger Oluf Jørgensen.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen siger til Avisen.dk, at man arbejder på at ophæve fortroligheden snarest.
Men det er heller ikke i orden at holde det hemmeligt bare en uges tid, siger Oluf Jørgensen.
- Nej, det er jo lavet og sendt ud til politikerne.