Politimand hånede selvmordstruet: Derfor blev han ikke fyret
Politiet kan selv få bøder for noget, som andre ikke vil kunne straffes for. Men fyringer er meget sjældne, forklarer en lektor i politividenskab.
Af Aske Folkmann Drost
MERE
"Det er sjældent, at politifolk bliver fyret" siger lektor i politividenskab ved Aalborg Universitet Adam Diderichsen.
"Det er sjældent, at politifolk bliver fyret" siger lektor i politividenskab ved Aalborg Universitet Adam Diderichsen. Sonny Munk Carlsen /Scanpix/Arkiv


Det har skabt voldosmme reaktioner fra Avisen.dk's læsere, at de i går kunne læse om en dansk politimand ved alarmcentralen, der modtog et opkald fra en selvmordstruet, som han talte yderst nedladende til. Politimanden opfordrede ham decideret til at tage sit eget liv.

"Ja, bare gør det stille og roligt. Vi vil fandme ikke have noget svineri jo ... ” lød det blandt andet fra betjenten, som fik en såkaldt disciplinær bøde på 1.000 kroner og en reprimande fra Rigspolitiet for sin handling.

En udskrift af dele af samtalen kan findes i Rigspolitiets egen opgørelse over disciplinærsager i politiet i 2014, der for nylig blev offentliggjort.

Avisen.dk har spurgt lektor i politividenskab ved Aalborg Universitet Adam Diderichsen, hvor meget der skal til, for at en politimand bliver afskediget. Han forklarer, at man skal se de disciplinære bøder som et system, der ligger ud over, hvad vi andre kan blive dømt for, hvis vi overtræder loven.

- Politiets ledelse giver ham bøden som et klart signal om, at det der går virkelig ikke. Vi kan ikke vide, om han også bliver flyttet til en anden arbejdsfunktion, for der står ikke så meget i de her afgørelser. Derudover vil han helt sikkert også komme til samtale og blive irettesat af sin lokale ledelse, siger Adam Diderichsen.

Svære at fyre

I Rigspolitiets egen opgørelse står der, at ”Rigspolitiet fandt, at pågældendes håndtering af alarmopkaldet, der var både uprofessionel og usaglig, var udtryk for meget alvorlig mangel på dømmekraft.”

Der er altså tale om, at politimanden får en straf for noget, som andre ikke vil kunne straffes for, nemlig at tale groft, lyder det fra Adam Diderichsen.

Men der skal mere til, før en afskedigelse kommer på tale.

- De er sværere at fyre end os andre. Det er sjældent, politifolk bliver fyret. Der skal være tale om meget grove ting så som en overtrædelse af Straffeloven, siger han.

- Hvis en politimand bliver dømt for at overtræde Straffeloven, vil det normalt føre til en afskedigelse. Det kunne være en voldssag eller et groft tilfælde af spirituskørsel, uddyber lektoren.

Politiformand: Helt vildt

Formanden for Politiforbundet Claus Oxfeldt ønsker ikke at gå ind dybere ind i sagen og henviser til Rigspolitiet i spørgsmål om det disciplinære system.

- Selvfølgelig er det ikke i orden at sige sådan nogle ting. Det lyder helt vildt, siger formanden til Avisen.dk.

Avisen.dk har endnu ikke kunnet få en kommentar fra Rigspolitiet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.