Uddannelse er ikke lige det, der står øverst på ønskesedlen hos mange ufaglærte. Derfor kan det være en god idé at give dem en økonomisk gulerod til at gå i skole igen, sådan som Socialdemokraterne foreslår.
Det vurderer Henning Jørgensen, som er arbejdsmarkeds-forsker og professor ved Aalborg Universitet.
- En del ufaglærte og deres familier har en meget stram økonomi. Så hvis man kan gøre det økonomisk mere overskueligt at gå i gang med en uddannelse, vil det være ganske fornuftigt, siger Henning Jørgensen.
Han giver grønt lys til et forslag fra Socialdemokraterne. Det går ud på, at ufaglærte ledige over 30 år skal kunne få 110 procent af dagpengene, mens de uddanner sig til faglærte. Som det er nu, kan de få 80 procent af dagpengene under uddannelse.
Det nye forslag vil brutto give en arbejdsløs cirka 1.800 kroner ekstra om måneden før skat i forhold til at gå på dagpenge.
- Det demotiverer i dag nogle arbejdsløse ufaglærte, at de skal tage en større indtægtsnedgang, hvis de går på uddannelse. Så det vil være en god ting, hvis man kan fjerne den barriere, siger Henning Jørgensen.
Få ufaglærte får uddannelse
Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, påpeger, at der ikke er ret mange ufaglærte - og faglærte med en forældet uddannelse - der benytter sig af, at de som arbejdsløse kan blive opgraderet og få et svendebrev.
Under en pulje for at løfte ufaglærte ledige til faglærte regner man med, at cirka 190 ufaglærte skal i gang hver måned med uddannelse. Men det er der kun i gennemsnit 30, som kommer i gang. Det viser de nyeste tal ifølge Avisen.dk's beregninger.
Adspurgt om en økonomisk gulerod vil få langt flere ufaglærte til at søge uddannelse, siger Henning Jørgensen:
- Det vil ikke være nogen mirakelkur i forhold til at få flere ufaglærte gjort til faglærte, men det vil hjælpe. For man fjerner en ret stor barriere.
Han vurderer, at der ud over økonomien skal arbejdes meget med de ufaglærtes motivation.
- En del ufaglærte har dårlige minder om nederlag med fra folkeskolen. Så det kræver noget af dem mentalt at gå i skole igen, siger Henning Jørgensen.
Ingen vej udenom
Henning Jørgensen vurderer, at jobcentrene skal langt mere på banen i forhold til at motivere de ufaglærte.
- Jobcentrene har over flere år droslet ned på at give uddannelse til ledige. I stedet har man givet de ledige de billigste tilbud som for eksempel virksomhedspraktik.
- Nu ligger der en meget stor opgave for jobcentrene i at motivere ufaglærte til uddannelse og vejlede dem bedre.
I hans øjne er der ingen vej uden om at få flere ufaglærte opgraderet med kundskaber.
- Hvis du som ufaglært i dag tror, at du kan fortsætte i dit nuværende job uden at uddanne dig, vil du i mange tilfælde tage fejl. Selv de ufaglærte job, som der også kommer nye af, vil i mange tilfælde stille krav om specifikke eller nye kompetencer, siger Henning Jørgensen.