Ekspert: "Man skal nærmest være elitesoldat for at være ansat i det offentlige i dag"
Lederne er begyndt at screene jobansøgere for robusthed for at sikre sig medarbejdere, der kan stå for ekstremt – og usundt – pres, oplever stresseksperten Thomas Milsted.
Hvis alle er enige om, at 35 sager er det, en socilrådgiver kan klare på én gang, er det helt galt, hvis lederne tror, at de med et kursus i robusthed kan øge sagsmængden til 85, mener stresseksperten Thomas Milsted.
Hvis alle er enige om, at 35 sager er det, en socilrådgiver kan klare på én gang, er det helt galt, hvis lederne tror, at de med et kursus i robusthed kan øge sagsmængden til 85, mener stresseksperten Thomas Milsted. Foto: Athenas


I dag går offentlige lederne oftere og oftere målrettet efter robuste medarbejdere. Og sender de medarbejdere, de har, på kurser i robusthed. For når effektiviseringerne raser, og spareknivene flyver i luften, er der ikke plads til klynkere.

Den udvikling oplever stresseksperten Thomas Milsted ifølge Ugebrevet A4, og han finder udviklingen dybt problematisk.

Nyt bundniveau

Han troede ellers, at bunden var nået, da ledelserne for nogle år siden begyndte at udskrive mindfulness i rå mængder som det vidundermiddel, der skulle få et alt for presset arbejdsliv til at glide ned.

Men nu er ledelse ifølge ham nået til et nyt bundniveau.

- Når ledelser og organisationer stiller krav om robusthed, frakender de sig samtidig ansvaret for nogle rammer, som er dybt uanstændige og urimelige. Man siger: Vilkårene er, som de er, og kan ikke laves om. Det handler bare om at håndtere dem, mener Thomas Milsted.

Vil ikke misbruges

Han bliver selv bedt om at komme ud og holde foredrag og afholde kurser i robusthed, men er meget opmærksom på ikke at blive misbrugt.

- Der hvor udvikling af robusthed skal kompensere for, at en ledelse og organisation ikke vil gøre noget ved oplagte arbejdsmiljøproblemer, siger jeg ubetinget nej, understreger Thomas Milsted.

Folk segner

Det er effektiviseringer, nedskæringer og omstruktureringer, som i kombination med politisk detailstyring har skabt et arbejdsklima inden for den offentlige sektor, hvor det ikke er rart at være, påpeger han.

- Folk skal jo nærmest være elitesoldater for at være i det offentlige i dag. Det er fuldstændig galimatias. Der er almindelig enighed om, at en socialrådgiver kan have 35 sager. Men jeg ved faktuelt, at nogle sidder med 85, og så ønsker lederne, at man med robusthed kan sætte dem i stand til at klare ekstrabyrden. Derfor segner folk eller siger op, for det er der jo ingen, der kan magte, siger Thomas Milsted.

Ærlighed efterlyses

Politikerne burde være ærlige og sige til borgerne, at der er en grænse for den service, de er i stand til at levere, medmindre folk er parate til at acceptere en hårdere beskatning, mener han.

- Det ville være ærlig snak og respektfuldt over for medarbejderne, hvis de sagde, at vi kan ikke få det til at hænge sammen på andre måder end ved at foretage nogle skarpe prioriteringer i forhold til, hvem der skal have hjælp, og hvem der skal overlade til sig selv.

- I stedet er man optaget af, hvordan man kan presse de offentligt ansatte endnu mere, pointerer Thomas Milsted.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.