Ifølge BT har medlemmer af kongehuset deltaget i ni arrangementer, der på den ene eller den anden måde har involveret Lego de seneste tre år.
Dertil kommer to private besøg i Legoland. Senest for en måned siden, hvor kronprinsesse Mary og resten af familien var på privat besøg i Legoland under kronprinsparrets årlige sommerophold på Gråsten Slot, skriver BT.
Og netop kronprinsesse Mary delte i sidste uge ved det igangværende OL i Rio Lego-æsker ud til brasilianske skoler.
Inderkreds og venskab
Christoph Ellersgaard, der forsker i magtnetværk på CBS og i bogen ’Magteliten’ har kortlagt forbindelserne mellem kongefamilien og erhvervslivet, siger til BT, at det er problematisk, når Lego-familien er en del af den royale inderkreds. For så er det ikke kun en professionel relation, men også venskab, der knytter kongehuset og Lego til hinanden.
- Kongehuset promoverer Lego og bidrager til at sætte firmaet på danmarkskortet. Den anden vej kommer der så penge, når kongehuset har brug for det – både til Mary Fonden og når Joachim har behov for at komme af med Schackenborg, siger Christoph Ellersgaard til BT.
Kronprinsesse Marys fond, Mary Fonden, er blevet til med støtte fra Legofonden og modtager årlig støtte fra Ole Kirks Fond (Ole Kirk Kristiansen stiftede Lego i 1932, red.).
Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary i Legoland tilbage i 2004. De var i forlystelsesparken for at indvie en ny model af parrets tidligere bolig Fredensborg. Frederik og Mary skulle hver selv placere en legofigur der skulle forestille dem selv. Foto: Claus Fisker/Scanpix/arkiv
Lego-penge i Joachims slot
Ole Kirks Fond var også blandt de investorer, der skød penge i Schackenborg Slot og omdannede det til en fond, da prins Joachim for to år siden forlod slottet med en samlet gæld på 42 millioner kroner.
Søren Jakobsen, journalist og forfatter til flere bøger om overklassen, siger til BT, at der er ingen tvivl om, at Lego har en meget højt stjerne hos kongehuset.
- Det er reklame, du ikke kan købe for penge. De skulle nødig blive reklamesøjler for Lego. Det kan gå en enkelt gang, men det skal ikke foregå hele tiden, for så nedsætter de deres eget værd som kommende regentpar, lyder Søren Jakobsens dom over de mange Lego-arrangementer.
Her bygger kronprinsesse Mary lego med børn på en Lego-workshop i 2014 i Warszawa, Polen. Workshoppen var et samarbejde mellem Lego og den polske New Horizon Foundation. Foto: Keld Navntoft/Scanpix/arkiv