Ekspert: Ingen grund til mareridt, høj løn betaler sig
Den britiske ekspert Peter Marsh siger, at den nye industrielle revolution kan føre en masse godt med sig, hvis virksomhederne handler rigtigt. Og lønnen vil ikke være for nedadgående. Tværtimod.
Hverken danske virksomheder eller lønmodtagere behøver få mareridt over den nye industrielle revolution. Den kan give fremstillingsindutrien et boost og føre til høje lønninger, mener den britiske journalist og forfatter, der i dag er selvstændig erhvervsdrivende.
Hverken danske virksomheder eller lønmodtagere behøver få mareridt over den nye industrielle revolution. Den kan give fremstillingsindutrien et boost og føre til høje lønninger, mener den britiske journalist og forfatter, der i dag er selvstændig erhvervsdrivende. Screendump fra Youtube


Verden er på tærsklen til en ny industriel revolution. IT-styrede robotter, nanoteknologi, bioteknologi, big data og 3D-printere vil forandre vores måde at fremstille varer på, og fremstillingsindustrien vil se fuldstændig anderledes ud om ti-femten år, end den gør i dag.

Men hverken danske virksomheder eller lønmodtagere behøver at få mareridt over den kommende revolution, fastslår den britiske journalist og forfatter Peter Marsh.

"Danmark har alle muligheder for at klare sig godt i den nye industrielle revolution, som vi nu ser konturerne af. I er et rigt land med masser af ressourcer. Kloge hoveder, der er gode til samarbejde og gode til nye teknologier. Danmark er allerede trådt ind i den moderne verden samtidig med, at I har en god tradition for produktion. Så jeg kan slet ikke se, hvorfor I ikke skulle kunne omstille jer og klare jer fint," siger Peter Marsh.

Virksomheder går til grunde, hvis de lukker øjnene

Efter tyve år som journalist og business-redaktør på den anerkendte britiske avis Financial Times sprang han ud som selvstændig erhvervsdrivende sidste år. Efter at have besøgt tusindvis af virksomheder over alt på kloden gibbede det i ham for at samle sine observationer sammen og skrive bogen 'The new Industrial Revolution, den udkom sidste år.

Nu er Peter Marsh på besøg i København, hvor han er inviteret af erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) og DI's direktør, Karsten Dybvad.

Fredag er de to værter for en stor konference om morgendagens produktion, og her skal Peter Marsh komme med sine bud på, hvilken strategi virksomheder skal anlægge, hvis de vil klare sig i en verden, hvor nye teknologiske opfindelser og måder at kommunikere på revolutionerer både virksomheder og arbejdsmarked.

Ingen virksomheder kan ifølge Peter Marsh undslå sig de forandringer, som den nye industrielle revolution fører med sig. Hvis de lukker øjnene og fortsætter som hidtil, går de til grunde, lyder advarslen.

"Men hvis virksomheder sætter sig ind i de forandringer, der er undervejs og bruger de nye muligheder som afsæt for innovation, er der virkelig et potentiale for at vokse og klare sig endnu bedre og skabe nye arbejdspladser. Jeg tror, at den nye industrielle tidsalder kan give et stort boost til fremstillingsindustrien," siger han og tilføjer, at det ikke kun gælder i Danmark.

Argumentet om for høj løn holder ikke

Titusindvis af danske industriarbejdspladser er igennem de seneste tyve år flyttet til lavtlønslande, fordi lønningerne ifølge virksomhederne har været for høje til at opretholde en rentabel produktion i Danmark. Men det argument holder slet ikke i den nye industrialder, understreger Peter Marsh og henviser til, at medarbejderne jo både skal mestre det digitale og deres eget fag.

"I et moderne samfund vil du have folk med høje lønninger. Målet må være at stræbe efter et højt lønniveau, for hvem ønsker et samfund, hvor lønmodtagerne har lave lønninger? Det er helt misforstået at tro, at lave lønninger skaber en god bundlinje. At tro, at man kan klare alt ved at spare på lønninger er vejen til at fejle," siger han.

I den nye højteknologiske produktion, som vi er på vej ind i, noterer han, at der vil være mere rift om den højtlønnede end den lavtlønnede arbejdskraft. Simpelt hen fordi de højteknologiske virksomheder vil ansætte medarbejdere, der netop har de faglige og digitale kompetencer.

"Virksomheder, der vil have succes i fremtiden, er dybt afhængige af de rigtige medarbejdere. Så hvis du vil have et vækstboom, må du også betale de høje lønninger til de dygtigste. Selvfølgelig skal folk være den høje løn værd, men det er de jo også, hvis de kan være fleksible og svitse mellem de forskellige teknologier og omstille sig til nye udfordringer," siger han.

Beskæftigelsen stiger

Nye tal fra Danmarks statistik underbygger Peter Marsh's hovedpointe. Ifølge tallene begynder antallet af ansatte i industrien nemlig langsomt at stige igen. Op gennem 90'erne faldt industriens beskæftigelse med cirka 5.000 personer årligt, og op gennem 00'erne forsvandt cirka 11.000 industriarbejdspladser årligt herhjemme.

Men i de sidste halvandet år er industriens beskæftigelse faktisk steget. Alene sidste år var der flere end 3.000 nye industrijobs herhjemme, og det tager Peter Marsh som udtryk for, at høje danske lønninger til smeden og industriteknikeren ikke bremser de danske virksomheder.

"Tværtimod er dygtige håndværker og faglært arbejdskraft vitalt for at kunne levere kvalitet. Og det forlanger fremtidens forbrugere," siger han og fremhæver flere gange, at uden håndværksmæssige færdigheder får man ikke et ben til jorden som virksomhed.

Derfor vil en af Peter Marsh's centrale pointer til DI og regeringen være, at det godt kan betale sig at bekoste uddannelser og høj løn. For uden højt kvalificeret arbejdskraft, ingen innovation og intet forspring i forhold til at lancere nye produkter og vinde markedsandele, pointerer han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.