Ekspert: Golden State er på niveau med Jordans Chicago
Golden State har tangeret Chicago Bulls' rekord for flest NBA-grundspilssejre før sidste spillerunde torsdag.
Golden State Warriors og Stephen Curry (med bolden) har tangeret Chicago Bulls' rekord for flest grundspilssejre. Rekorden kan snuppes alene i sæsonens sidste grundspilskamp.
Golden State Warriors og Stephen Curry (med bolden) har tangeret Chicago Bulls' rekord for flest grundspilssejre. Rekorden kan snuppes alene i sæsonens sidste grundspilskamp. Foto: Darren Abate/AP


Natten til torsdag dansk tid kan NBA-holdet Golden State Warriors sikre sig sæsonens sejr nummer 73 i grundspillets 82. og sidste kamp.

Det vil betyde, at klubben går forbi Chicago Bulls' rekord fra 1995/1996-sæsonen, hvor holdet med Michael Jordan vandt 72 grundspilskampe. Og det er på sin plads, at sæsonens Golden State-hold sammenlignes med det måske bedste NBA-hold nogensinde.

Det siger Peter Wang, der er basketballekspert på TV2 Sport.

- Det er fuldt fortjent, når man sammenligner det her Golden State-hold med Chicago Bulls-holdet fra 95/96, siger Peter Wang og forklarer, hvorfor Golden State dominerer i NBA.

- Der er en meget høj basketball-IQ blandt Golden States spillere. De har mange, der kan aflevere bolden, og de har en utrolig god forståelse for spillet.

- Samtidig har de revolutioneret NBA med deres trepointsskud, primært i skikkelse af Stephen Curry, men også med Klay Thompson. Ligegyldigt hvor langt bagud de er, så kan de vende det på få angreb med de skytter, siger Peter Wang.

Golden States succes kan ikke tilskrives svagere konkurrenter, mener han.

- Det er rent og skær Golden States egen fortjeneste, at de er i gang med en så god sæson. Du burde ikke vinde 72 eller 73 kampe i en så kompetitiv liga som NBA.

- Det er professionelle hold alle sammen, og det er nærmest umuligt at motivere spillere til 82 kampe, når du spiller tre kampe om ugen. Så man skal holde niveau, være skadefri og have heldet på sin side for at vinde så meget, siger Peter Wang.

Slutspilskampene bliver noget helt andet for Golden State, og så er det suveræne grundspil næsten ubetydeligt.

- Det er på ingen måde sikkert, at de kommer til at spadsere gennem slutspillet. De kommer formentlig til at møde San Antonio Spurs i Vest-finalen, og San Antonio er også et af de bedste hold nogensinde, så det bliver ingen walkover for Golden State.

- Når sæsonen er slut, kan vi for alvor måle, om de er det bedste hold nogensinde. Det vil blandt andet kræve, at de vinder mesterskabet, men det er bestemt ikke givet, siger Peter Wang.

Golden State Warriors' sidste grundspilskamp er på hjemmebane mod Memphis Grizzlies. Kampen begynder 04.30 torsdag morgen dansk tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.