Ekspert: Flystyrt kan ændre på sikkerheden i lufthavne
Sikkerheden i Københavns Lufthavn er i top, men ingen kan gardere sig 100 procent mod bomber i fly, lyder det.
Flere amerikanske efterretningskilder har antydet, at det formentlig var en bombe plantet af terrororganisationen Islamisk Stat, der fik et russisk passagerfly til at styrte ned på Sinai-halvøen i Egypten i lørdags. Hvis det viser sig at være en bombe, så bliver lufthavne nødt til at se på deres sikkerhedsprocedurer, mener flysikkerhedsekspert
Flere amerikanske efterretningskilder har antydet, at det formentlig var en bombe plantet af terrororganisationen Islamisk Stat, der fik et russisk passagerfly til at styrte ned på Sinai-halvøen i Egypten i lørdags. Hvis det viser sig at være en bombe, så bliver lufthavne nødt til at se på deres sikkerhedsprocedurer, mener flysikkerhedsekspert Foto: Amr Nabil/AP


Alle lufthavne bliver nødt til at revurdere deres sikkerhedsforanstaltninger, hvis det viser sig at være en bombe, der fik et russisk passagerfly til at styrte ned på Sinai-halvøen i Egypten i weekenden.

Det vurderer Hans Christian Stigaard, der indtil 2004 var chief operating officer i Københavns Lufthavn, og derfor den øverst ansvarlige for flysikkerheden. Han har siden da arbejdet som privat konsulent i flysikkerhed rundt omkring i Europa.

- Vi ved jo endnu ikke, om det drejer sig om en bombe, men hvis det er, så stiller det jo et alvorligt spørgsmål ved sikkerheden i lufthavnen i Sharm el-Sheikh.

- Al bagage skal jo gennemlyses, så bomben må være blevet placeret efterfølgende. Og så må man formode, at det er en ansat, eller en, der har haft et adgangskort til lufthavnen, der har gjort det. Ellers har gennemlysningen svigtet, siger han.

I hvert fald har flere amerikanske efterretningskilder antydet, at det formentlig var en bombe plantet af terrororganisationen Islamisk Stat.

Spørgsmål: Hvis det viser sig at være en bombe, hvad skal der så gøres?

- I Københavns Lufthavn kan man ikke gøre så meget. Sikkerheden og kontrollen er egentlig så god, som den kan være.

- Dog kan man jo ikke komme udenom, at der også i en lufthavn som Københavns er rigtig mange mennesker, der har adgang. Man kan aldrig gardere sig 100 procent.

Men chancen for en handling som denne er trods alt større i Sharm el-Sheikh end i Danmark, siger Hans Christian Stigaard.

- Verden rundt vil der komme reaktioner, men det kan altså også blive så kompliceret med sikkerheden, at man nærmest ikke kan komme ud at flyve. Det er en balance. Så hvis det viser sig at være bombe, så er det rigtig ærgerligt.

- Så skal vi igennem endnu en runde med skærpede sikkerhedskrav, og politikerne vil stille krav om øget sikkerhed. Og så bliver alle lufthavne selvfølgelig nødt til at revurdere procedurerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.