Ekspert: Ensomme ulve har sjældent direkte kontakt til IS
Når Islamisk Stat tager skylden for et angreb, betyder det ikke, at de står bag det, vurderer terrorekspert.
Når de såkaldte ensomme ulve begår terrorhandlinger, har de sjældent en forbindelse direkte til Islamisk Stat. Også selv om Islamisk Stat senere tager skylden for handlingerne. Det vurderer terrorforsker Carsten Bagge Laustsen.
Når de såkaldte ensomme ulve begår terrorhandlinger, har de sjældent en forbindelse direkte til Islamisk Stat. Også selv om Islamisk Stat senere tager skylden for handlingerne. Det vurderer terrorforsker Carsten Bagge Laustsen. Foto: Claude Paris/AP


Tirsdag har Islamisk Stat taget skylden for, at en 17-årig afghaner gik til angreb på passagerne på et tog i Tyskland. Men det betyder ikke nødvendigvis, at Islamisk Stat har haft meget at gøre med den 17-årige før tirsdag.

Det vurderer Carsten Bagge Laustsen, der er lektor ved Aarhus Universitet og blandt andet forsker i terror.

- Det er ikke spor overraskende. Alt hvad der er af angreb, hvor der er den mindste forbindelse, tager de lynhurtigt ansvaret for. Det betyder givet ikke, at de har planlagt det i klassisk forstand, siger han.

Ifølge lektoren kan man skelne mellem de såkaldte ensomme ulve og deciderede celler. Angrebene i Paris i november i sidste år var ifølge Carsten Bagge Laustsen et eksempel på terror udført af en celle.

- Blandt medlemmerne i cellerne finde vi også folk, der illegalt er kommet op fra Syrien eller Irak. De har fået træning. De planlægger angreb, der er mere omfangsrige - typisk flere angreb på én og samme tid, siger han.

Som kontrast nævner han den formodede gerningsmand bag massemordet i Nice. Her var det en ensom ulv, der stod bag.

- De ensomme ulve er typisk enspændere, som er marginaliseret. Hvis vi skal forstå deres angreb, spiller den personlige og psykiske komponent en stor rolle.

- Angrebene virker mere spontane og kan forstås som en form for voldsom udadreageren, siger Carsten Bagge Laustsen.

- Hvis man skal forsøge at sige noget generelt om medlemmerne af terrorcellerne, så ser det ud til, at den religiøse og ideologisk komponent har større betydning, handlingerne virker mere velovervejede og bærer præg af længere tids planlægning.

Når det drejer sig om ensomme ulve, har Islamisk Stat ifølge lektoren sjældent været inde over planlægningen.

I stedet beskriver terrorforskeren forholdet mellem de ensomme ulve og Islamisk Stat som ved en såkaldt franchise. I en franchise køber en franchisetager sig ind under en kædes navn - såsom McDonald's - og får dermed lov at bruge deres brand.

På samme måde køber terroristen sig ind i Islamisk Stats sæt af idéer og udfører deres gerning, men uden at have en direkte kontakt eller få ordrer eller hjælp, mener Carsten Bagge Laustsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.