Terrorbomber eksploderer ugentligt, Taleban står stærkt på grænsen til Afghanistan, og økonomien er dårlig.
Men for Pakistan er Pervez Musharrafs fredelige afgang et lille lyspunkt, mener Pakistan-ekspert Stig Toft Madsen:
»Det betyder ikke, at alt bliver bedre, men det er trods alt positivt, at det er foregået fredeligt. Pakistan er nu klar til at gå fra at være et miligtærstyre til at blive et civilt ledet land.«
Pervez Musharrafs popularitet satte bundrekord, da han fyrede Højesterets leder, Iftikhar Chaudhry, sidste år. Advokater demonstrerede på gaderne i jakkesæt, og oppositionen gik voldsomt frem ved det følgende valg.
Stig Toft Madsen peger på netop Musharrafs dommer-fjende som en mulig efterfølger.
»Chaudhry er populær og kan være en kandidat, parlamentet kan enes om. Jeg tror, han kunne være et godt bud,« siger Stig Toft Madsen.
Musharrafs afgang løser dog næppe landets mange problemer. Islamisterne lover at fortsætte deres kamp, og landets to regeringspartier kommer konstant op at toppes.