Ekspert: Diger ved Storebæltsbroen skal hæves en halv meter
Voldsomme regnskyl og storme giver store udfordringer til sikringen af Danmarks infrastruktur og anlæg.


Monster-regn, stormfloder og forhøjet vandstand i havene og i grundvandet.

Fremtidens klimaforandringer gør det nødvendigt at opruste Storebæltsforbindelsen, så der for eksempel ikke opstår risiko for oversvømmelser af tunnelen.

Det siger Jan Stæhr, markedschef i konsulentfirmaet Cowi.

For A/S Storebælt har han været projektleder for en grundig analyse af behovet for en sikring af det 20 år gamle, store broanlæg, der forbinder Sjælland og Fyn.

Eksperterne bag analysen anbefaler, at digerne nogle steder hæves cirka en halv meter inden for de næste 35 år.

Enkelte steder skal der måske allerede ske justeringer inden for de næste ti år. Og så skal det sikres, at digerne senere let kan udvides yderligere, hvis der bliver behov for det.

- Det bliver ikke radikale ændringer. Men det er og bliver fremadrettet en sikkerhed, så alle kan sove trygt og roligt svarende til det oprindelige sikkerhedsniveau og designkriterier for forbindelsen.

- Jeg havde egentlig umiddelbart frygtet, at det kunne være nødvendigt at gøre noget mere, end tilfældet er, siger Jan Stæhr til Ritzau.

Derudover kan det blive nødvendigt at øge pumpekapaciteten ved ramperne til Storebæltstunnelen for at imødekomme de stigende mængder af regn.

De senere år har orkaner som Bodil og Allan haft store økonomiske og menneskelige omkostninger.

Også for mange andre såkaldt "dybe konstruktioner", tunneler og bygninger rundt om i Danmark kan det være relevant at vurdere, om de er sikret mod fremtidens klimaændringer, siger Jan Stæhr.

- Klimaeffekten er jo den samme uanset anlæggenes størrelse. Alle anlæg af betydning, der ligger nær kyster, kan blive berørt, når vi taler om oversvømmelser og stigende grundvand.

- Så i princippet bør man overveje sikring for de fleste anlæg. Store som små.

Jan Stæhr understreger desuden, at effekten af klimaforandringerne ikke mindst bør ligge i baghovedet ved udviklingen af nye anlæg.

- Når man er i gang med at designe og opføre nye anlæg og byggerier, er det forholdsvis nemt og billigt at sikre sig mod fremtidens klima.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.