Den overraskende store valgsejr til David Cameron og hans konservative parti skyldes i høj grad, at han har formået at lokke arbejderne fra det venstreorienterede Labour over på hans side.
Det mener ekspert i britisk politik og -samfundsforhold Ole Helmersen fra CBS.
Han peger på, at premierminister Cameron flere gang har omtalt sit konservative parti som 'the walking man's party'.
- Dermed har han bevidst prøvet at omfavne de dårligt stillede og arbejderne, der traditionelt ville have stemt på det klassiske arbejderparti Labour, siger Ole Helmersen.
Han fortæller, at selvom Cameron i regeringen og under valgkampen har haft fokus på tilbagebetaling af gæld og nedskæring af de offentlige udgifter, har hans budskab til de fattige og arbejderne været, at 'vi glemmer ikke jer'.
Men uligheden er steget
Men man kan altid diskutere om, hvor meget han lever op til det budskab, mener Ole Helmersen.
Ifølge ham er det en ubestridelig kendsgerning, at uligheden i Storbritannien er steget. Der er i Storbritannien de seneste år under Camerons regering kommet flere fattige og såkaldte working poor.
Så spørgsmålet er, hvor meget hans budskab til arbejderklassen holder.
-Der er selvfølgelig meget retorik i, at han også vil gøre noget for de dårligt stillede. Han prøver at række ud til dem og sige, at de konservative ikke bare er et parti for de rige - som de så ofte bliver beskyldt for at være. Det er et forsøg på at afgifte partiet, og det har åbenbart virket, siger Ole Helmersen og fortsætter:
- Når de får så mange stemmer, og de går så meget frem, så er det jo, fordi de har erobret mange af de vælgere, der ellers ville have stemt Labour.
Labour-leder var ikke folkelig nok
Valgresultatet var et klart nederlag til det gamle arbejderparti Labour, hvis formand Ed Miliband efterfølgende valgte at gå af.
En del af forklaringen er , ifølge Ole Helmersen, at Labour med Miliband i spidsen har ikke formået at diske op med et troværdigt alternativ til de konservative.
- De har ikke kunne vise vælgerne, hvordan de ville gøre noget ved uligheden og samtidig føre en ansvarlig økonomisk politik, fortæller han.
Ole Helmersen henviser til, at de konservative i valgkampen har kørt på, at Labour skulle være økonomisk uansvarlige.
Dertil kommer, at Miliband har kæmpet med at fremstå som en troværdig statsmand.
- Han har en lidt kejtet facon. Når han skal forklare ting, har han det med at være lidt for intellektuel. Han har ikke været folkelig nok til at stå i spidsen for arbejderpartiet, siger Ole Helmersen.
David Cameron og hans konservative regeringen fortsætter nu de næste fem år.