Ekspert: Bøfhus glemmer befolkningen
Det burde ikke komme bag på det kendte bøfhus, at striden om navnet "Jensen" kan skabe debat, mener ekspert.
Mange danskere vrede efter Jensen's Bøfhus har lagt sag an mod fiskerestauratør.
Mange danskere vrede efter Jensen's Bøfhus har lagt sag an mod fiskerestauratør. Foto: Kim Agersten/POLFOTO


Det har udviklet sig til en rigtig skidt sag for Jensen's Bøfhus, at Højesteret fredag gav den store bøfkæde medhold i en strid om navnet "Jensen".

For selvom Jensen's Bøfhus har retten på sin side, så falder det tilsyneladende ikke i folkets smag, at restauratøren Jacob Jensen ikke længere må drive virksomhed under navnet Jensens Fiskerestaurant.

Frem til søndag formiddag har over 92.000 personer udtrykt støtte til facebooksiden "Boykot Jensen's Bøfhus", og det vælter ind med vrede kommentarer over kæden.

Folkets vrede burde imidlertid ikke komme bag på bøfhuset, mener Trine-Maria Kristensen, der siden 2005 har rådgivet virksomheder om nettets udvikling og betydningen af fremkomsten af sociale medier.

- De har overset, at folk bare laver deres egen modstand og demonstration. Det er ikke nok at lægge sag an og få ret. Man har også brug for at have en virkelig stærk kommunikationsplatform, når man vælger at anlægge sådan en sag, siger hun.

Trine-Maria Kristensen påpeger, at Jensen's Bøfhus aldrig burde have ladet striden vokse sig til en klassisk David mod Goliath-sag, hvor den store kæde ifølge kritikerne tramper på den lille mand.

Eksempelvis kunne bøfkæden med fordel have undladt at kræve de 200.000 kroner, som Jacob Jensen skal betale for at have krænket Jensen's Bøfhus' rettigheder og for brug af et logo, som Sø- og Handelsretten gjorde forbudt.

- Jensen's Bøfhus bliver ved med at stå på sin sag. Og så virker det provokerende på mange, at man tager patent på et helt almindeligt dansk efternavn. Det er måske også med til at forstærke stemningen ude i folkedomstolen, siger Trine-Maria Kristensen.

Hun mener, at Jensen's Bøfhus nu gør klogt i at holde lav profil.

- Hver gang de går ud og siger noget, kan det opfattes som arrogant. Det gode råd er lige nu at lade det dampe lidt af, siger Trine-Maria Kristensen.

Hun understreger, at sagen muligvis slet ikke er så skadelig endda for Jensen's Bøfhus, da det ikke nødvendigvis er bøfhusets stamkunder, der har involveret sig i striden.

Over for Ritzau siger indehaveren af Jensen's Bøfhus, Palle Skov Jensen, at besøgstallene ikke ser ud til at være påvirket af sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.