Ekspert: Alternativet er Danmarks Obama
Der er intet overraskende i, at det går fremad for Alternativet, siger en ekspert i strategisk kommunikation. Partiet taler til vælgerne på en måde, som er ganske normal – bare ikke i dansk politik.
Ifølge ekspert i strategisk kommunikation Kresten Schultz Jørgensen kan Alternativets måde at være et parti på sammenlignes med Obamas første kampagne under mottoet 'Yes we can'.
Ifølge ekspert i strategisk kommunikation Kresten Schultz Jørgensen kan Alternativets måde at være et parti på sammenlignes med Obamas første kampagne under mottoet 'Yes we can'. Fotomontage: Arkiv/Scanpix


Alternativet ligger stabilt i meningsmålingerne og står til at få stemt syv-otte mandater ind i Folketinget. Uffe Elbæks nye parti blev ellers talt langt ned under spærregrænsen af stort set alle landets politiske kommentatorer før valgkampen.

Men ekspert i strategisk kommunikation Kresten Schultz Jørgensen er ikke overrasket.

- Der er tale om en ny form for politisk retorik, som ikke handler om endemål. Det er et inklusions-parti og et drømme-parti, hvor selve rejsen er langt mere interessant end rejsens mål. Det overrasker mig ikke, at det er meget effektfuldt, siger han.

Kresten Schultz Jørgensen er ejer af kommunikationsbureauet LEAD Agency, tidligere ministersekretær og redaktør på forskellige aviser. Han forklarer, at de andre partier typisk opstiller nogle konkrete resultater, som de ønsker at opnå. Det kan være at bringe arbejdsløsheden ned på et bestemt niveau eller at øge eksporten.

Men Alternativet er optaget af måden, tingene skal ske på.

- For at bruge et billede, så optager det dem ikke, hvor bussen kører hen, men at folk skal med i bussen, siger han.

Obama på dansk

Det er nyt i dansk politik, men faktisk er den form for vision set før i en meget berømt kampagne: Nemlig Barack Obamas første præsident-kampagne i 2008, der blev ført under mottoet 'Yes we can'.

- Det kan godt være, at sammenligningen overrasker, men den eneste anden person, jeg kan komme i tanke om, som har lavet en succesfuld kampagne på den her måde, det er Barack Obama, siger Kresten Schultz Jørgensen.

- I den første kampagne blev han også beskyldt for ikke at ville noget og at snakke udenom. Men det er noget sludder. For det han ville, det var at forene USA. Hans projekt var et fællesskabs-projekt, nøjagtig ligesom Alternativet er. Han sagde ikke til folk, at USA skal køre derhen. Han sagde: 'Vil du med op i bussen?'

Det undrer Kresten Schultz Jørgensen, at der ikke tidligere er andre danske partier, der har gjort som Alternativet og sat fokus på processen. Politik kan slet ikke adskilles fra kommunikation, mener han. Det handler om at nå mennesker, og derfor er det oplagt at inddrage dem.

- Det ved vi fungerer i alle mulige andre sammenhænge, der er bare ikke tradition for det i politisk kommunikation. Fordi det er en rationel arena. Mange har troet, at kommunikation er at sprede information om rationelle mål. Men det er lige så meget en proces.

Helt normal kommunikation

Alternativet introducerer en måde at kommunikere på, som er helt normal på en lang række områder, forklarer Kresten Schultz Jørgensen: I ledelse, parterapi, undervisning, pædagogik og meget andet.

- Det får en masse traditionalister til at sige, at det er useriøst, de har ikke regnet på det, de har ikke svar og så videre. Men det er noget vrøvl. For på sine egne præmisser er det en sammenhængende kommunikation. Og de af os, der har arbejdet med kommunikation i mange år, er jo ikke overraskede, fastslår han.

Han er mere overrasket over, at der stadig er mange, der tror, at Alternativet er befolket af enfoldige mennesker, som ikke har svar på indlysende spørgsmål.

- Så har man ikke forstået hele præmissen, siger Kresten Schultz Jørgensen og understreger at partiet netop har et andet syn på, hvilke spørgsmål, der er indlysende.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.