Ekspert: Aktie-panik fortsætter tirsdag
Kinas aktiemarkeder åbner i rødt, mens asiatiske markeder igen er i plus, og det er tegn på, at uro er aftaget
Tirsdag åbnede det kinesiske marked igen med kæmpefald, men både i Hongkong, Japan og Australien er der grønne tal midt på dagen lokal tid.
Tirsdag åbnede det kinesiske marked igen med kæmpefald, men både i Hongkong, Japan og Australien er der grønne tal midt på dagen lokal tid. Foto: Scanpix/arkiv


Den værste uro på de internationale aktiemarkeder er formentlig aftaget, efter at mandag bød på aktiedyk verden over.

Det vurderer Henrik Drusebjerg, chefstrateg ved investeringsbanken Carnegie.

- Vi ser to ting her til morgen. Det ene er, at de fleste asiatiske markeder stiger igen i en erkendelse af, at faldet i går var overdrevet. Det andet er, at den amerikanske centralbank formentlig har taget en rentestigning i september af bordet, siger Drusebjerg til Ritzau.

Meldingen fra den USA's centralbanks chef, Dennis Lockhart, var kort før de amerikanske markeders lukketid mandag, at en stærkere dollar, en svagere yuan og faldende oliepriser nok betyder relativt lave renter i lang tid.

Tirsdag åbnede det kinesiske marked igen med kæmpefald, men både i Hongkong, Japan og Australien er der grønne tal midt på dagen lokal tid.

Man kan dog godt holde vejret i spænding lidt endnu.

- Panikken er ikke afblæst. Det er for tidligt at sige. Vi får også en masse væksttal i dag fra USA og Europa, der er uhyre interessante, så det er for tidligt at puste ud nu, siger Henrik Drusebjerg.

- Det afgørende er, om væksten løjer af, eller om det var en midlertidig forskrækkelse, siger han videre.

Klokken 9.00 åbner det danske C20 Cap-indeks, og meget tyder på, at det åbner med gode takter, vurderer Henrik Drusebjerg.

- Jeg forventer, at det danske marked åbner i plus. Jeg forventer en positiv åbning fra morgenstunden, og så vil nøgletallene fra især USA og Tyskland afgøre udviklingen i løbet af dagen, siger chefstrategen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.