Smertende led, dårlig ryg og andre tegn på en slidt krop rammer selvsagt nogle grupper på arbejdsmarkedet hårdere end andre. Og hvis vi fortsætter med at hæve pensionsalderen, så er vi nødt til at tage højde for det og ikke bare lade som ingenting, siger en professor i arbejdsmedicin i dag til Avisen.dk
Den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, foreslår i dag i Politiken, at pensionsalderen hæves til 68 år allerede fra år 2025 – i stedet for år 2030, som det lige nu er aftalt.
Filosofien er, at pensionsalderen skal følge levetiden, forklarer Morten Østergaard i Politiken. Og den gennemsnitlige levealder stiger hurtigere end forventet.
I takt med at vi lever længere, er vi også friskere i længere tid. Men de ekstra leveår kan ikke overføres direkte til det samme antal sunde og raske år, siger professor og overlæge ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning Johan Hviid Andersen.
- Den stigende levealder medfører, at nogle lever bedre, længere. Men der er også en bagside ved det, forklarer Johan Hviid Andersen. Han er en del af et nystartet forskningsprojekt, hvor man undersøger, hvordan alderen påvirker håndværkeres arbejdsevne.
- Vi kan allerede se det nu på mange af de patienter, vi har på de arbejdsmedicinske klinikker. En del håndværkere i begyndelsen af 50’erne er bekymrede og har allerede småproblemer. De tror overhovedet ikke på, at de kan blive ved så længe, som det står skrevet, at de skal nu, fortæller han.
Grund til bekymring
I 2011 besluttede den daværende VK-regering sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, at pensionsalderen gradvist stiger til 67 år frem mod år 2022. Herefter kan den stige til 68 i år 2030 ifølge en velfærdsaftale, som også Socialdemokraterne er med i.
Og de bekymrede håndværkere har også god grund til at være det, mener Johan Hviid Andersen. For der er en del, som havde forventet at kunne bruge efterlønsordningen, fordi kroppen på et tidspunkt siger stop. Men den bliver udfaset, og de skal nu i stedet arbejde videre til de er 67 eller 68.
- Det ER et problem. Ikke for sådan nogen som mig, jeg kan sagtens blive ved. Men er der fysiske krav i arbejdet, så er det altså noget andet at være i 50’erne end at være i 20’erne og 30’erne, siger professoren.
LÆS OGSÅ: ’Vi hører til røven af samfundet - og nu får vi flere prygl'
En nødvendig diskussion
Der er endnu ikke så meget forskning på området, men man ved, at for eksempel lungernes funktion bliver svagere hele livet. Det betyder også noget for, hvad man kan fysisk, forklarer han.
- Det er nødvendigt at få taget hul på en diskussion om at gøre forskel på, hvad forskellige aldersgrupper skal lave. For nogle af dem med mere fysisk krævende arbejde, skal man ikke kræve det samme af en 55-årig som af en 32-årig, mener Johan Hviid Andersen.
- Den diskussion har man prøvet at hoppe ud af herhjemme. Man har forestillet sig, at folk begynder at arbejde i en hvis alder, og så kan de blive ved, til de går på pension. Og man forventer stort set, de kan lave det samme hele tiden. Det kan de ikke, understreger overlægen.
Han nævner skolelærere som en anden gruppe, der kan have svært ved at fortsætte, til de er næsten 70.
- Man skal lave flere ordninger, hvor folk kan gå ned i tid eller kommer over til andre opgaver. I det hele taget skulle vi få diskuteret, hvordan der kan komme større fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Så tror jeg også, man kan få nogle flere til at blive, siger Johan Hviid Andersen.
Velstillede mænd bliver ældre
En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vist, at den stigende levealder fordeler sig skævt i samfundet. Selvom alle grupper i samfundet bliver ældre, så er det først og fremme de velstillede, som får flere leveår.
- Særligt for mænd er der en stigende forskel. I 1987 var der en forskel på seks år mellem de fattigste 25 procent og de rigeste 25 procent. I dag er den forskel steget til ti år, siger Analysechef Jonas Juul.
Den samme forskel kan man finde, hvis man deler befolkningen op efter længden af deres uddannelse, forklarer han.
Det betyder, at i takt med at forskellen i levealderen stiger, kommer den kortest uddannede og fattigste del af befolkningen til at kunne forvente færre år på pension, selvom også deres middellevetid stiger.
Gennemsnitligt set sigter politikerne efter, at man skal have 14 et halvt år på pension.