Ekslandsholdsspiller skifter til australsk fodboldklub
Thomas Kristensen skifter tilværelsen i Holland ud med et eventyr i Australiens bedste fodboldrække.
Thomas "TK" Kristensen var senest i aktion for fodboldlandsholdet i en udekamp i Bulgarien tilbage i efteråret 2012.
Thomas "TK" Kristensen var senest i aktion for fodboldlandsholdet i en udekamp i Bulgarien tilbage i efteråret 2012. Foto: Gregers Tycho/Polfoto


Den tidligere landsholdsspiller Thomas Kristensen skifter til den australske klub Brisbane Roar på en kontrakt, der gælder for de kommende ti måneder.

Det skriver Politiken.

Den 33-årige danske midtbanespiller optrådte senest i den hollandske klub Ado Den Haag, men efter kontraktudløb denne sommer kan han frit skifte til australierne.

- Sportsligt bliver det interessant at opleve fodbolden dernede. Jeg ved ikke endnu så meget om, hvordan niveauet er. Måske som i Superligaen. Og det at bo med familien i Australien bliver en stor oplevelse for os alle, siger han til avisen.

- Egentlig var jeg indstillet på at spille videre i Haag, og vi var næsten enige om indholdet i en forlænget kontrakt, siger han.

Han uddyber omkring afskeden med hollænderne, at klubben skiftede ejer og fyrede en direktør, hvilket ændrede klubbens planer med ham.

Før Thomas Kristensen rykkede til Holland, spillede han i FC København, med hvem han har vundet fire danmarksmesterskaber. Han tidligere spillet for FC Nordsjælland og Lyngby.

Thomas Kristensen har spillet syv kampe for det danske A-landshold. Den første var tilbage i marts 2008, mens den seneste daterer sig til oktober 2012.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.