Ekskæreste: Sygeplejerske opdigtede datters sygdomme
En drabstiltalt sygeplejerske opdigtede ifølge hendes ekskæreste historier om deres lille datters helbred.
Retten i Nykøbing Falster behandler for tiden en usædvanlig drabssag mod en sygeplejerske fra det lokale sygehus, der anklages for at have taget livet af ældre patienter.
Retten i Nykøbing Falster behandler for tiden en usædvanlig drabssag mod en sygeplejerske fra det lokale sygehus, der anklages for at have taget livet af ældre patienter. Foto: Rasmussen Per/Polfoto


Ekskæresten til en i dag drabstiltalt sygeplejerske har ikke meget godt at sige om den 31-årige kvinde, som han mødte i 2007, og som året efter fødte deres fælles barn.

Fredag vidnede den unge mand ved Retten i Nykøbing Falster. Her er sygeplejersken under anklage for tre drab og et drabsforsøg på ældre patienter. Alle blev de udsat for dødelige doser af medicin under indlæggelser på det lokale sygehus.

I retten fortalte ekskæresten, at han dagen efter to af de påståede drab samt drabsforsøget mødte sygeplejersken i forbindelse med datterens gymnastikopvisning. Det var 1. marts 2015.

- Hun havde nogle kæmpestore pupiller. Da hun kom ind i gymnastiksalen, råbte hun højt "hej M" (datterens navn, red.) og løb rundt efter hende på en måde, som hun aldrig har gjort før. Hun lignede en, der var på et eller andet, fortalte vidnet.

Tidligere har ekskæresten fortalt om den samme situation til politiet.

- Hendes øjne var sorte, hendes pupiller var store, og hun virkede som en, der kunne slå én ihjel, fortalte han dengang.

Manden forklarer, at parret gik fra hinanden i begyndelsen af 2012. Siden fulgte en bitter retssag om datterens bopælsret. Og allerede to dage efter sygeplejerskens anholdelse ansøgte han om at blive tildelt den fulde forældremyndighed.

I dag fortæller ekskæresten, at datteren tilsyneladende altid var syg i morens selskab.

- Jeg fik ofte at vide, at vores datter var syg med feber og opkast. Men det viste sig, at hun aldrig fejlede noget. Sjovt nok var det altid stoppet, når jeg skulle have hende, forklarede ekskæresten.

Ifølge manden må de mange sygdomme være noget, sygeplejersken fandt på.

- Når M (datteren, red.) kom hjem efter at have været hos sin mor, konfronterede jeg nogle gange M med det, men hun insisterede på, at hun ikke havde været syg. Hun har levet i to verdener, mener ekskæresten.

Ud over de tre drab og drabsforsøget er sygeplejersken anklaget for at have givet datteren kraftige sovepiller, som ikke må gives til børn.

Den tiltalte nægter sig skyldig i alle anklager.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.