Eks-Nato-chef: Send soldater til Ukraine
Det kræver et mindre antal Nato-soldater i Ukraine at styre kampe mod separatister, mener eks-Nato-chef.
Ukraine og Rusland underskrev en fredsplan i den hviderussiske by Minsk i starten af september, men mange er meldt dræbt siden da i lokale kampe.
Ukraine og Rusland underskrev en fredsplan i den hviderussiske by Minsk i starten af september, men mange er meldt dræbt siden da i lokale kampe. Foto: Markiv Mykhailo/AP


Ukraine har brug for både våben og soldater for at presse de prorussiske separatister tilbage i den østlige del af landet.

Og den støtte skal Nato levere, mener en tidligere øverstkommanderende for forsvarsalliancen James Stavridis, som i maj sidste år blev efterfulgt af den nuværende chef Philip Breedlove.

- Jeg mener, at vi bør sende betydelig militær assistance til det ukrainske militær. Vi bør ikke begrænse os til al form for støtte, der ikke er våben og ammunition, siger James Stavridis til The Guardian.

- Jeg mener ikke, at det er nødvendigt med Nato-soldater i stort antal på jorden. Det ukrainske militær kan modstå, hvad der kommer, men de har brug for hjælp til at gøre det.

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, meddelte i denne uge, at man efter nytår vil øge bemandingen i de østlige provinser med 40.000 mand.

Ukraine og Rusland underskrev en fredsplan i den hviderussiske by Minsk i starten af september, men mange er meldt dræbt siden da i lokale kampe.

Mindst 4300 mennesker har mistet livet under konflikten, der brød ud i kølvandet på en folkelig opstand i hovedstaden Kijev, da den prorussiske præsident Viktor Janukovitj blev væltet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.