Eks-formand: De færreste forudså Kjærsgaards nye rolle
Pia Kjærsgaard (DF) bliver fredag valgt som ny formand for Folketinget, hvor hun skal være den samlende figur.
Fremover kommer Pia Kjærsgaard til at styre slagets gang som ny formand for Folketinget.
Fremover kommer Pia Kjærsgaard til at styre slagets gang som ny formand for Folketinget. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Hvis man tilbage i 1995 havde sat penge på, at en DF'er en dag ville blive formand for Folketinget, så kunne man i morgen, fredag, have sat et pænt beløb ind på bankkontoen.

For ifølge Venstre-manden Christian Mejdahl, der fra 2003 til 2007 selv var formand for Folketinget, lå det ikke lige for.

- For 20 år siden, da DF kom frem, var det nok de færreste, der kunne forudse, at resultatet bliver, som det nu bliver, når Pia Kjærsgaard vælges som formand, siger han til Ritzau.

Fredag - formentlig over middag - bliver DF's tidligere formand, som i mange år var den absolutte frontfigur for partiet og i dansk politik i det hele taget, valgt som ny formand.

Posten som Folketingets formand er en af de mest prestigefyldte i landet, selv om den ikke er magtfuld.

Formanden skal sikre, at møderne i folketingssalen foregår i god ro og orden, og at folketingsmedlemmerne har gode arbejdsforhold.

Det job har Pia Kjærsgaard alle forudsætninger for at kunne klare, mener Christian Mejdahl, da hun allerede har været medlem af Folketingets Præsidium - den øverste ledelse på Christiansborg.

- Pia Kjærsgaard har været medlem af præsidiet, inden hun er blevet formand, og den fordel havde jeg ikke.

- Jeg begyndte som formand uden at have været medlem af præsidiet, men Pia kender allerede spillereglerne, siger han.

Kravene er store til formanden, lyder det fra Mejdahl.

- Som formand er du Folketingets tillidsmand, så hun skal tage hensyn til både den ene og anden fløj.

- Det forventes, at Folketingets formand er politisk neutral i sin embedsførelse, men til gengæld accepteres det, at man er medlem af et parti og deltager i partiets aktiviteter, siger han.

Spørgsmål: Hvad er den største udfordring i jobbet?

- Udfordringen ligger i, at man ikke må favorisere sine partifælder. Sol og vind skal fordeles lige. Jeg fik selv enkelte gange at vide fra nogle i min folketingsgruppe, at de følte, at jeg var lidt for hård ved dem i folketingssalen.

- Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men hvis det er, har jeg intet imod det, for det signalerer, at jeg i hvert fald ikke favoriserede Venstre.

- Jeg var selvfølgelig ekstra opmærksom på, at jeg ikke skulle favorisere folk fra Venstre, for jeg ville nødig have det prædikat hæftet på mig, at jeg sad på posten for at varetage Venstre-folkenes interesser. Det skal hun tænke på i forhold til DF, siger Mejdahl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.