Eks-DF'er fejrede Ankers død: Kræver nu penge fra folk
"En god socialdemokrat er en død socialdemokrat," skrev den tidligere lokalformand for DF, Carsten Horn, på Facebook, da Anker Jørgensen døde. Nu kræver Carsten Horn penge af folk, som delte hans udtalelse.
Laver man et screendump - en kopi af et skærmbillede -, så er det formentlig ikke lige meget, hvad man bringer, siger ekspert i mediejura. Derfor har Avisen.dk i dette screendump af Carsten Horns kontroversielle opslag på Facebook for en sikkerheds skyld sløret den tidligere DF'ers billede.
Laver man et screendump - en kopi af et skærmbillede -, så er det formentlig ikke lige meget, hvad man bringer, siger ekspert i mediejura. Derfor har Avisen.dk i dette screendump af Carsten Horns kontroversielle opslag på Facebook for en sikkerheds skyld sløret den tidligere DF'ers billede. Grafik: Peter Bergman


Med teksten "Det skal fejres!!!! Skål alle sammen tillykke med dagen!! Endeligt er Anker blevet en god socialdemokrat! for en god socialdemokrat er en død socialdemokrat!" fik den tidligere lokalformand for Dansk Folkeparti i Brøndby, Carsten Horn, adskillige mennesker til tasterne, da Anker Jørgensen døde i marts.

Carsten Horn krydsede i følge den efterfølgende debat en række grænser for, hvad man kan tillade sig, da han postede sit opslag på Facebook 20. marts sidst på eftermiddagen. (se opslaget under teksten)

Men Carsten Horn var ikke færdig med sin hån af Anker Jørgensen og uddybede sin foragt for den folkekære politiker ved at sammenligne Anker Jørgensen med blandt andre diktatoren Adolf Hitler.

"Til jer brokke røve! Der er massere af døde tidligerer politikerer som står til regnskab for hvad de har lavet, Hitler........ med mange flere!! I denne kategori hører Anker! Og sandheden kommer altid ilde hørt !", skrev han i en kommentar til sit opslag på Facebook.

Kræver 5000 pr. mand

Carsten Horn, som i følge BT glæder sig over, at Fremskridtspartiet stiller op til et Folketingsvalg, lod sig ikke knægte og har nu vendt skytset mod sine kritikere. Han opkræver nemlig penge for krænket ophavsret, efter både medier og personer har spredt screendumps af det kontroversielle Facebook-opslag.

I følge Carsten Horn går krænkelsen på, at hans profilbillede er en del af de screendumps, som blev delt på Twitter og Facebook, og som blev anvendt som illustration i medier.

I følge fagbladet Journalisten, vil Carsten Horn ikke sige, hvem eller hvor mange han har kontaktet med et krav på 5000 kroner. Og det er ikke sikkert, at han overhovedet vil kunne hente pengene hjem.

Men han har en god sag, vurderer ekspert over for Journalisten:

- Han har ret i, at ophavsrettighederne til billedet er krænket, hvis man ikke har spurgt om lov, inden man bringer et screendump. Men man kan muligvis godt bringe et screendump af selve teksten, da man kan argumentere for, at den, når den er så kort, hører under citatreglen i ophavsretsloven, siger Peter Lind Nielsen, mediejurist og partner i advokatfirmaet Bird & Bird.

Han forklarer desuden, at "det ikke ville have været et problem, hvis man havde linket til opslaget, delt det på Facebook eller embedded det. Men man må ikke screendumpe ophavsretsbeskyttet materiale og uploade det selv uden samtykke".

Det billede, som Carsten Horn nu vil have ophavsrets-penge for, er det billede, som han anvendte, da han stillede op som byrådskandidat i 2013. Billedet er således blevet massedistribueret og kan ses her på Altinget.dk.
Carsten Holm blev i øvrigt ikke valgt til byrådet i Brøndby.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.