Ekpert: Hårde-Kåre er gået til den i Lundbeck
Milliard-spareplan i Lundbeck er mere omfattende end ventet, men tiltrængt, siger analytiker.
Lundbeck sætter gang i omfattende spareplan, der skal skære omkostninger med tre milliarder kroner med fuld effekt i 2017. Omstruktureringer skal nedlægge omkring 1000 stillinger.
Lundbeck sætter gang i omfattende spareplan, der skal skære omkostninger med tre milliarder kroner med fuld effekt i 2017. Omstruktureringer skal nedlægge omkring 1000 stillinger. Foto: MIK ESKESTAD/POLFOTO


Det var ventet på forhånd, at den nye topchef i Lundbeck ville lancere omstruktureringer i forbindelse med sit første regnskab i selskabet onsdag morgen.

Men virkeligheden oversteg forventningerne, siger analytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm Brand Bank. Han er overrasket over, hvor omfattende spareplanen er.

- Den nye topchef i Lundbeck, Kåre Schultz, har fået lov til at gå rigtigt kraftigt til den. Han har fået lov til virkelig at tilpasse Lundbeck, siger Michael Friis Jørgensen om spareplanen, der skal spare tre milliarder kroner med fuld effekt i 2017.

Det skal ske med omfattende omstruktureringer, som blandt andet betyder, at i alt 1000 stillinger nedlægges.

En plan, der kan give den nye topchef øgenavnet Hårde Kåre, lyder det fra analytikeren.

Ifølge Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, er der positive takter i spareplanen.

- Det er positivt, at man melder ud, at man allerede skal være profitabel i 2016, for det ligger ikke i forvejen i forventningerne, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

- Kåre Schultz vil i hvert fald kæmpe for et langt mere profitabelt Lundbeck. Afkastet på den investerede kapital skal simpelt hen være større, siger han.

Med i spareplanen er en stor såkaldt "reklassificering af forsknings- og udviklingsudgifter", som koster et minus på svimlende 4,8 milliarder kroner i regnskabet for andet kvartal 2015.

Men det er en regnskabsteknisk manøvre, som skal pynte på resultaterne fremadrettet, siger Michael Friis Jørgensen.

Og det er helt normalt, at nye topchefer foretager den slags "storvask", når de kommer til, siger han.

- Det er penge, man har brugt, som lå på balancen og skulle afskrives, når tingene kom på markedet. Dem tager Kåre Schultz up front, og det gør Lundbeck lidt mere sammenlignelig med andre selskaber, som gør det på samme måde, siger analytikeren.

- Men resultaterne vil unægteligt stige fremadrettet, siger han.

Ifølge Michael Friis Jørgensen slår planen allerede igennem i 2016 med et forventet positivt resultat. Før var forventningen i markedet et tab på en halv eller en hel milliard kroner. Indtjeningen bliver markant løftet også i 2017 og 2018.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.