Ejerlejligheder rives væk: Købere byder over prisen
Købere til ejerlejligheder i København er begyndt at byde over prisen.
Boligmarkedet i København galopperer afsted. Priserne på ejerlejligheder ender ofte med at blive højere, fordi køberne er begyndt at byde over.
Boligmarkedet i København galopperer afsted. Priserne på ejerlejligheder ender ofte med at blive højere, fordi køberne er begyndt at byde over. Scanpix, arkiv


Da Tina Rasmussen satte sin toværelses på Amager til salg i slutningen af august, var det med bange anelser om, at hun ville tabe penge. Nu er lejligheden solgt – til 46.000 kroner mere, end den var sat til salg for, fordi købere overbød hinanden, skriver Politiken mandag.

Hun er langtfra den eneste boligsælger i storbyen, som oplever, at køberne overbyder hinanden. 6 procent af ejerlejlighederne i hele hovedstadsområdet sælges nu til mere, end de var sat til salg for. Det er højeste niveau siden 2007, viser tal, som ejendomsmæglerkæden Home har opgjort for Politiken mandag.

»Når der er mange købere i markedet og få boliger til salg, kan det give flere handler, hvor køberne overbyder hinanden. Sådan er situationen nu med de københavnske ejerlejligheder«, siger Mads Ellegaard, der er relationschef i Home.

Overbud på 67.000 i gennemsnit

Udviklingen bekræftes af tal, som portalen Boliga har opgjort for Politiken. Over 8 procent af ejerlejlighederne i Københavns Kommune blev i årets første kvartal handlet til priser, som ligger over det, de blev udbudt til.

Selv om andelen af handler med overbud stiger, er lejlighedsmarkedet dog ikke så opkogt, som man så det i 00’erne, mener Home. I dag overbydes der i gennemsnit med 67.000 kroner. Det er markant mindre end i 2008, hvor gennemsnittet ifølge kædens tal lå på 190.000.

Morten Skak, der er lektor i boligøkonomi ved Syddansk Universitet, mener, at overbuddene er et udtryk for, at markedet løber fra ejendomsmæglerne.

»Mæglerne sætter jo i forvejen prisen så højt, som de mener, er realistisk. Det er en usund udvikling, hvor køberne er begyndt at spekulere i, at priserne vil stige yderligere«, siger han til Politiken mandag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.