Indehaveren af Jensens Bøfhus forstår ikke beskyldninger om, at han skulle være løbet fra sine løfter til indehaveren af Jensens Fiskerestaurant i Sæby, fortæller P4 Nordjylland.
LÆS OGSÅ: Fiskerestaurant: Jensens Bøfhus løber fra løfte
For tre måneder siden afgjorde Højesteret, at fiskerestauranten skulle skifte navn, fordi det mindede for meget om bøfkæden Jensens Bøfhus.
Dengang lovede Palle Skov Jensen fra Jensens Bøfhus, at Jensens Fiskerestaurant godt må beholde sit navn - men kun i Sæby.
Men fiskerestaurantens ejer Jacob Jensen mener, han bliver forhindret i at fortsætte med navnet i Sæby, og at Palle Skov Jensen løber fra sit løfte, for han vil ikke give ham lov at beholde hjemmesiden eller facebooksiden med navnet.
Palle Skov Jensen er vred over beskyldningerne og afviser kritikken:
- Vi har hele tiden sagt, at man kunne beholde navnet i Sæby. Det har vi gjort før, under og efter retssagen. Og det har været en klar aftale parterne imellem, at den, der fik medhold i sagen, også havde retten til domænenavnet, siger han.
Selv om han mener kritikken er injuirerende, vil Palle Skov Jensen nu lade sagen hvile.
- Vi vil ikke gøre mere. For os er sagen afsluttet, og vi har overholdt aftalerne mellem parterne. Men det er absolut ubehageligt, at Jacob Jensen fremsætter de anklager. Det er vi uforstående overfor, siger han.
Jensens Fiskerestaurant har nu skiftet navn til Jacobs Fiskerestaurant.