Ehlers imponerer med anden NHL-scoring
Nikolaj Ehlers scorede for anden gang i NHL-karrieren, da Winnipeg Jets tabte i overtid til Tampa Bay.
Nikolaj Ehlers bliver tiljublet efter karrierens første NHL-scoring. Natten til lørdag dansk tid scorede han nummer to.
Nikolaj Ehlers bliver tiljublet efter karrierens første NHL-scoring. Natten til lørdag dansk tid scorede han nummer to. Foto: Kathy Kmonicek/AP


19-årige Nikolaj Ehlers har fået en flyvende start på NHL-karrieren i Winnipeg Jets, og natten til lørdag dansk tid satte den unge dansker sin anden scoring ind i sin syvende kamp i verdens stærkeste ishockeyliga.

I hjemmekampen mod Tampa Bay Lightning udlignede Ehlers til 1-1 i første periode, men han kunne alligevel ikke afværge, at Winnipeg tabte kampen med 3-4 efter overtid.

Med scoringen har Nikolaj Ehlers lavet fem point (to mål og 3 assist) i sine første syv kampe i NHL, og det må siges at være en godkendt start for en 19-årig rookie.

Han fik godt 17 minutter på isen i kampen i Canada.

Winnipeg Jets er også kommet nogenlunde fra start, hvor holdet har fået fire sejre i syv kampe.

I Buffalo fortsatte Lars Eller og Montreal Canadiens holdets imponerende sæsonstart, da det blev til den ottende sejr ud af lige så mange mulige.

Montreal vandt sikkert med hele 7-2, og dermed topper holdet klart hele NHL.

Frans Nielsen og New York Islanders indkasserede til gengæld et nederlag på hjemmebane, da Boston Bruins vandt med 5-3.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.