EHF Cup: Skjern møder HSV uden Lindberg i semifinalen
Endnu engang venter der Skjern Håndbold tysk modstand i EHF Cuppen. De grønblusede møder HSV i semifinalen.
Henrik Møllgaard og resten af Skjern Håndbolds forsvar skal spille op til sit ypperste, hvis HSV skal besejres i EHF Cup-semifinalen.
Henrik Møllgaard og resten af Skjern Håndbolds forsvar skal spille op til sit ypperste, hvis HSV skal besejres i EHF Cup-semifinalen. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Der venter Skjern Håndbold yderst hård tysk modstand i semifinalen i EHF Cup.

Ved tirsdagen lodtrækning i Berlin blev Skjern nemlig parret med Champions League-vinderne fra 2013, Hamburger SV.

Skjern slipper dog for at møde Hans Lindberg, der først forventes at få comeback i august, efter han pådrog sig en nyreskade i en kamp mod Füchse Berlin 1. april.

Til gengæld har HSV, der aktuelt ligger nummer otte i den tyske Bundesliga, Henrik Toft Hansen i spillertruppen, som også tæller topmålmanden Johannes Bitter og den tårnhøje bagspiller Pascal Hens.

Tysk modstand er ikke uvant for Skjern. I kvartfinalen slog vestjyderne MT Melsungen på reglen om flest udebanemål.

Semifinalen bliver spillet 16. maj som en del af et Final 4-stævne i netop Berlin. Dagen efter spilles både bronzekamp og finale.

I den anden semifinale møder slovenske Gorenje Velenje tyske Füchse Berlin.

Slovenerne vandt knebent i kvartfinalen over Tvis Holstebro med samlet 59-57.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.