Egyptens leder tager regering i ed efter korruptionssag
Abdel Fattah al-Sisi har gennemført regeringsskifte efter skandale, hvor minister er anholdt for korruption.
Egypten har fået ny regering, efter at premierminister Ibrahim Mehleb gik af i sidste uge.
Egypten har fået ny regering, efter at premierminister Ibrahim Mehleb gik af i sidste uge. Foto: Colourbox/Arkivfoto/free


Egyptens præsident har gennemført en større hovedrengøring i landets regering i forlængelse af en korruptionsskandale, som indtil videre har ført til anholdelse af den tidligere landbrugsminister.

Præsident Abdel Fattah al-Sisi tog lørdag formiddag en ny regering i ed med Sherif Ismail i spidsen.

Der er flere gengangere på centrale ministerposter, men også 14 nye ministre i regeringen, skriver avisen al-Ahram.

Premierminister Ibrahim Mehleb tog sin afsked 12. september, og herefter bad Abdel Fattah al-Sisi landets afgående olieminister Sherif Ismail om at samle en ny regering.

Regeringskrisen opstod kort inden det parlamentsvalg, der ventes til oktober.

Uroen udspringer af en politiundersøgelse af den forhenværende landbrugsminister, Salah Helal, som er anholdt for at have dækket over privat inddragelse af statens jord.

Efterfølgende gik der rygter i egyptiske medier om, at også Ibrahim Mehleb var involveret i sagen, men det er ikke bekræftet.

På flere centrale poster bliver ministrene siddende. Det gælder blandt andet finansministeren, forsvarsministeren og indenrigsministeren.

Egypterne har ventet længe på det kommende parlamentsvalg, som ifølge valgkommissionen har været udsat på grund af problemer med forfatningen.

Sisi har i løbet af sommeren fjernet disse forhindringer, og ifølge de seneste meldinger afholdes valget i oktober. Det har været udsat flere gange tidligere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.