Egyptens hær siger, at den ved en ceremoni sidst i juni vil overdrage magten til landets nyvalgte præsident. Det skriver det statslige nyhedsbureau i Kairo.
- Det militære Råd vil overdrage magten ved en stor ceremoni sidst på måneden, hvilket hele verden vil se. Egypten er et moderne demokratisk land, som opretholder alle dets demokratiske værdier, hedder det i en erklæring fra general Mohamed El Assar fra det militære råd.
Det regerende militære råd fremsætter meddelelsen efter søndagens valg, som synes at være vundet af Det Muslimske Broderskabs kandidat, den 60-årige Mohamed Mursy.
Mursys rival ved valget var den 70-årige Ahmed Shafik fra militæret. Shafik har afvist at indrømme, han har lidt nederlag ved valget. Han har beskyldt Mursy for at have "kapret" valgsejren.
Officielle resultater fra valget er endnu ikke offentliggjort, og erklæringen fra militæret nævner ikke den nye præsident ved navn.
Udmeldingen fra hæren er den første reaktion på valget, siden de første prognoser blev offentliggjort tidligt mandag.