Egypten undersøger pyramideporno
Egyptiske myndigheder vil se nærmere på, hvordan turister kunne optage en sexvideo ved Giza-pyramiderne.


Det er et af de mest overrendte turiststeder i Egypten, pyramiderne ved Egyptens hovedstad, Kairo, men alligevel er det tilsyneladende lykkedes for nogle udenlandske turister at optage en sexvideo på stedet.

Nu går den egyptiske regering ind i sagen og vil have undersøgt, hvordan det kunne ske.

- Det er en ulovlig optagelse med pornografiske scener i området ved pyramiderne foretaget af en udenlandsk kvindelig turist, siger den ansvarlige minister, Mamdouh al-Damaty, i en erklæring.

Han siger videre, at han nu har sendt sagen til den statslige anklagemyndighed.

Den lokale avis al-Masry al Youm skriver, at den 10 minutter lange video faktisk blev lagt på internettet i fjor, men episoden har først fået opmærksomhed i denne uge, fordi avisen har skrevet historien om videooptagelsen med fotos, hvor de kvindelige attributter er sløret.

Den privatejede avis skriver, at videoen indeholder nøgenoptagelser og sex, og at det er russisktalende turister, der er på filmen nær de 4500 år gamle pyramider i Giza, hvor også den berømte Sfinks er.

Det har ikke været muligt for nyhedsbureauet Reuters at verificere, at indholdet af videoen er som beskrevet.

Turisme er Egyptens vigtigste kilde til udenlandsk valuta, men de seneste års uroligheder, der begyndte med det såkaldte arabiske forår i 2011, da diktatoren Hosni Mubarak blev styrtet, har holdt mange turister væk.

Regeringen mener, at det vil tage endnu to år, før turismen er tilbage på niveau med tiden før 2011.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.