Egypten letter på proppen for briters hjemrejse
Der hersker forvirring i ferieby, hvor britiske turister vil hjem, men det første fly er i luften, lyder det.
Arkivfoto - SAS har aflyst sin planlagte flyafgang til Sharm el-Sheikh på lørdag.
Arkivfoto - SAS har aflyst sin planlagte flyafgang til Sharm el-Sheikh på lørdag. Foto: THOMAS BORBERG/POLFOTO


Ifølge det britiske luftfartsselskab EasyJet har de egyptiske myndigheder suspenderet tomme fly, som skulle flyve til Egypten og fragte strandede britiske turister hjem.

Men det afvises af Egyptens ministerium for luftfart. Det er en begrænset lufthavnskapacitet, der er tale om, lyder det, og en ansat ved lufthavnen siger da også, at det første fly fyldt med britiske turister er i luften.

- Det britiske luftfartsselskab vil planlægge 18 afgange på samme tid og vil transportere britiske passagerer fra Sharm el-Sheikh uden deres bagage, som vi ville blive nødt til at transportere senere, siger ministeren for luftfart, Hossam Kamal.

- Dette er en enorm byrde for lufthavnen, fordi dens kapacitet ikke giver mulighed for det. Vi har bedt dem organisere kun otte fly, og et fly vil transportere bagage, siger han videre.

Tidligere på dagen lød der dog andre toner fra EasyJet.

- De egyptiske myndigheder har netop suspenderet britiske fly fra at flyve til Sharm el-Sheikh. Dette betyder, at otte af EasyJets ti planlagte flyvninger i dag ikke længere vil være i stand til at operere, skriver selskabet på dets hjemmeside.

Ifølge de egyptiske myndigheder var det planlagt, at 29 fly skulle fragte turister hjem fra det populære turistområde Sharm el-Sheikh til Storbritannien.

Store grupper er samlet foran lufthavnen og venter spændt på nyt om, hvorvidt de kan få lov til at flyve hjem.

I alt skal 64 fly fragte passagerer ud af den egyptiske ferieby, som et russisk fly forlod lørdag morgen, hvor det efter 23 minutter i luften forsvandt fra radarskærmen og styrtede ned.

224 mennesker omkom i flyulykken.

Flere tusinde briter er strandet på det populære feriested, som blev kastet ud i et sandt lufthavnskaos i kølvandet på det nedstyrtede fly, som har pådraget sig verdens opmærksomhed.

Det hollandske luftfartsselskab KLM lader kun passagererne tage deres håndbagage med om bord som en sikkerhedsforanstaltning.

Britiske efterretningsfolk har angiveligt opsnappet samtaler mellem militante på Sinai-halvøen i Egypten, hvilket har fået briterne til i stigende grad at tro, at en bombe var skyld i lørdagens flystyrt.

Det erfarer BBC og The Telegraph, og sidstnævnte citerer efterretningsfolk for, at ekstremister med forbindelse til Islamisk Stat har været ved at planlægge et storstilet angreb i regionen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.