Egypten indleder retssag mod 26 mænd efter hammam-besøg
Egypten retsforfølger 26 mænd for uanstændig opførsel efter anklager om homoseksuel adfærd på en badeanstalt.


Iført håndjern og med bøjede hoveder blev 26 mænd søndag ført til en domstol i Egyptens hovedstad, Kairo, hvor de er tiltalt for uanstændig opførsel.

Mændene blev anholdt for to uger siden under en natlig politiaktion mod en hammam, som er en offentlig badeanstalt, i Kairo.

De 26 er mistænkt for homoseksuelle aktiviteter og har været udsat for lægeundersøgelser, der skal fastslå, om mændene er homoseksuelle.

- Jeg er uskyldig. Jeg var i hammam for at få behandling, græd en af de anklagede mænd, som forklarede, at han lider af rygsmerter.

Egyptisk lov forbyder ikke homoseksualitet, men i stedet er homoseksuelle tidligere blevet anholdt og sigtet for uanstændig opførsel eller for en "seksualpraksis, der strider mod islam".

Politiaktionen mod badeanstalten i Kairo er det seneste eksempel på, at egyptiske myndigheder er begyndt at slå hårdere ned på formodede homoseksuelle.

For to måneder siden blev otte mænd idømt tre års fængsel for at offentliggøre en video, som ifølge anklagemyndigheden viste et homoseksuelt bryllup.

Organisationer som Human Rights Watch har fordømt forfølgelsen af homoseksuelle i Egypten og de ydmygende undersøgelser, som formodede bøsser underkastes for at afgøre, om de har dyrket sex med andre mænd.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.