Eftersøgningshold har fundet flere kropsdele, bagage og sæder fra det Egyptair-fly, der tidligt torsdag forsvandt fra radarerne over Middelhavet.
Men i takt med at tiden går, bliver opgaven med at finde større vragdele og flyets sorte bokse stadig mere vanskelig.
I mellemtiden er der kommet nye oplysninger om, hvad der skete, da flyet med 66 mennesker ombord styrtede ned på vej fra Paris til Egyptens hovedstad, Kairo.
Ifølge et branchemedie opfangede sensorer i flyet røg på et af flyets toiletter kort før styrtet. Flyet fløj ellers helt normalt i 11.000 meters højde, da det pludselig krængede til venstre, siden til højre, og derefter forsvandt uden at nå at udsende et nødsignal.