Eftertragtet Lukas Hradecky regner med OB-kamp søndag
Trods transferrygter regner Lukas Hradecky med, at han også spiller for Brøndby i weekenden.
Lukas Hradecky blev hyldet af Brøndbys fans efter 0-0-kampen mod Beroe torsdag.
Lukas Hradecky blev hyldet af Brøndbys fans efter 0-0-kampen mod Beroe torsdag. Foto: ANTHON UNGER/POLFOTO


Brøndby-målmanden Lukas Hradecky er ifølge både tyske medier og Ekstra Bladet eftertragtet i Eintracht Frankfurt, men målmanden selv regner med, at han stadig står i mål for de blågule, når klubben søndag møder OB i Alka Superligaen.

- Intet er sikkert. Jeg har stadigvæk en kamp på søndag, og så vidt jeg ved, er jeg stadigvæk Brøndby-spiller der.

- Jeg vil ikke blande mig, og jeg har sagt til mine agenter, at de først skal kontakte mig, når der er noget på plads, men jeg har set artiklerne om det i dag, siger målmanden.

Torsdag aften stod Lukas Hradecky hele kampen og holdt målet rent for Brøndby, der spillede 0-0 mod Beroe fra Bulgarien i Europa League-kvalifikationen.

- Det er selvfølgelig lidt udfordrende at fokusere, men jeg gør det så godt, jeg kan, og mit rene mål viser også, at jeg har 100 procent koncentration på at være i Brøndby-trøjen, siger Hradecky.

Efter kampen tog målmanden sig ekstra god tid til at blive hyldet af klubbens fans i noget, der kunne minde om en afskedshyldest.

- Jeg hilser altid på fansene på den måde, selv om det måske var lidt længere i dag. Men der er noget uvished, og jeg ved heller ikke noget. Det eneste, jeg kan forholde mig til, er, at jeg spiller på søndag, understreger han endnu engang.

Adspurgt hvorvidt Bundesligaen og Frankfurt kunne være interessant, mener Hradecky, at det vil passe ham bedre end for eksempel engelsk fodbold.

- Det er klart, at det er en optimal mulighed for at tage det næste skridt. Jeg foretrækker det mere end at sidde på bænken i Premier League.

- Jeg skal skifte til en klub, hvor det er mindst fifty/fifty, at jeg bliver førstemålmand, siger Hradecky, som har en klar holdning til sin egen markedsværdi:

- 2,5 millioner euro. Jeg er en billig mand, joker målmanden.

Hradeckys vurdering af sig selv svarer til knap 19 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.