Eftersøgning efter fly stopper: For mørkt
Redningsmandskab ved Java har indstillet eftersøgning efter et savnet AirAsia-fly frem til mandag morgen.
Pårørende til de ombordværende på de forsvundne AirAsia-fly opholder sig i et nødcenter i Surabaya i Indonesien.
Pårørende til de ombordværende på de forsvundne AirAsia-fly opholder sig i et nødcenter i Surabaya i Indonesien. Foto: Trisnadi/AP


Redningsmandskab ved Java har indstillet eftersøgningen efter et savnet AirAsia-fly med 162 om bord, oplyser Indonesiens transportministerium til internationale nyhedsbureauer.

Eftersøgningen, som blev afbrudt efter 11 timer, bliver genoptaget klokken 07 mandag (klokken 01:00 dansk tid) eller tidligere.

Flyet med 162 mennesker om bord forsvandt, efter at det havde anmodet om tilladelse til at afvige fra den angivne rute på grund af et uvejr.

- Flyet var på sin planlagte rute og bad om at afvige den på grund af vanskelige vejrforhold, før kommunikationen med flyet blev tabt, siger det indonesiske transportministerium.

Flyet var nået omkring halvvejs på sin rute fra Surabaya i Indonesien til Singapore, og hvis det er styrtet ned er det formentligt sket i havet mellem øerne Sumatra, Borneo og Java.

I sin seneste meddelelse bekræfter AirAsia, at der er 162 personer om bord - heriblandt 16 børn og et enkelt spædbarn. Derudover er der syv besætningsmedlemmer.

Flyet - et Airbus 320-200 - har været igennem sit seneste vedligeholdelsestjek 16. november.

Flyets kaptajn har i alt 6100 flyvetimer, oplyser AirAsia.
Episoden sker i forbindelse med slutningen på et katastrofalt år for et andet malaysisk flyselskab.

Malaysia Airlines har mistet to af sine fly i løbet af året. Først forsvandt flyet MH370 8. marts, da det var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing med 239 personer om bord.

17. juli blev flyet MH17 så skudt ned over det østlige Ukraine. Alle 298 personer om bord blev dræbt.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.