leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 09:54
Med hunde ledte politiet tidligt lørdag morgen efter en mand i slutningen af 50'erne.
Eftersøgningen fandt sted ved Utterslev Mose ved Brønshøj og Tingbjerg.
Her fra ringede manden på vej hjem fra fest til sin kæreste, men deres samtale endte brat, og det fik hende til at slå alarm, oplyser Københavns Politi, der havde planer om at sende en helikopter i luften.
Men nu er manden fundet igen, oplyser politiet til Ekstra Bladet.
- Han må være kommet forbi os på en måde og hjem på bopælen i god behold, fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Claus Rønnegaard, til Ekstra Bladet.
Eftersøgningen foregik hovedsageligt i området omkranset af Hareskovvej, Ruten, Åkandevej og Frederikssundsvej.
Manden var på vej fra Tingbjerg, der ligger i det nordlige område ved Utterslev Mose, mens han selv bor i den sydlige ende.
/ritzau/