Efterlyst melder sig: Klippede finger af mand
35-årig mand, der mistænkes for groft overfald i Hobro, dukkede selv op på politistationen i Aalborg.
Den anholdte er mistænkt for at klippe tommelfingeren af en mand.
Den anholdte er mistænkt for at klippe tommelfingeren af en mand. Foto: colourbox/free


En mand, der siden 11. marts har været efterlyst i forbindelse med et groft overfald i Hobro, dukkede torsdag aften op på politistationen i Aalborg.

- Han meldte sig selv sent torsdag aften, siger Poul Badsbjerg, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Ritzau.

Politiet besluttede torsdag at offentliggøre et billede af den 35-årige formodede overfaldsmand.

Folk blev i den forbindelse advaret mod selv at tage fat i den 184 centimeter og kraftigt tatoverede mand, der ifølge politiet har sin gang i rockerkredse.

Overfaldet i Hobro 11. marts skete ved 13-tiden i krydset Nyvej og Jernbanegade.

En 22-årig mand kom gående på fortovet, da den 35-årige steg ud af en bil og gik løs på den yngre.

Offeret blev trukket hen ad fortovet, har vidner fortalt politiet. På et tidspunkt trak den 35-årige en saks frem og klippede venstre tommelfinger af.

Det lykkedes læger at få syet tommelfingeren på igen.

Ifølge politiet kender de to hinanden. Motivet til overfaldet er dog uklart.

Den 35-årige er sigtet for grov vold. Han vil fredag komme for en dommer. Politiet kræver ham varetægtsfængslet, oplyser vagtchefen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.