Knap tre timer gik der, fra Vestegnens Politi efterlyste en formodet voldsmand, til den pågældende meldte sig selv.
Det oplyser politiet på Twitter.
Manden, der er 26 år gammel, er nu sigtet for overfaldet i Rødovre, der fandt sted 7. august.
Her fik en 59-årig mand en meget ubehagelig afslutning på sin tur til shoppingcentret Rødovre Centrum. Han kom ud på den vestlige parkeringsplads ud for Danske Bank, da han ifølge en pressemeddelelse fra politiet passerede en for ham ukendt mand, som ganske umotivet gav den 59-årige et hårdt slag i siden og efterfølgende tildelte ham et hårdt knytnæveslag i ansigtet, så han faldt til jorden.
Politiet offentliggjorde i morges et overvågningsfoto af den formodede gerningsmand, og det har altså ført til, at han meldte sig på politistationen. Efterlysningen kom ud klokken 8, og klokken 11 dukkede manden ifølge politiet op på stationen.