Efterforskning af Sarkozy er blevet delvist suspenderet
Tidligere fransk præsident får et pusterum i en af de retssager, der hænger over hovedet på ham.


En efterforskning af en påstået korruptionsskandale omkring Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy er blevet indstillet, efter at han har givet meddelelse om sin tilbagevenden til den politiske scene, siger retslige kilder i den franske hovedstad.

En appeldomstol i Paris afgjorde onsdag, at efterforskningen skal indstilles, efter at Sarkozy har krævet den opgivet, siger en kilde tæt på efterforskningen til AFP. Suspenderingen kan vare i adskillige måneder.

Det ventes, at den konservative Sarkozy vil forsøge at blive genvalgt som præsident, efter at han tabte til socialisten François Hollande i 2012. Det næste præsidentvalg finder sted i 2017, og Sarkozy skal i mellemtiden overtage partilederposten i sit parti og forsøge at overvinde dyb splittelse på den borgerlige fløj.

En af de kandidater, der også har meldt sit kandidatur, er Alain Juppé, der er tidligere premierminister og har siddet i regering, mens Sarkozy var præsident.

Iagttagere siger, at kendelsen fra domstolen giver Sarkozy et pusterum i adskillige måneder.

Den suspenderede efterforskning gælder anklager om, at Sarkozy angiveligt skulle have søgt at få indsigt i retslige dokumenter i en sag mod ham og til gengæld skulle have lovet en dommer, der hjalp ham, et lukrativt job i Monaco.

Dommeren, Gilbert Azibert, fik ikke jobbet, men han er anklaget i sagen sammen med Sarkozys advokat, Thierry Herzog.

Sarkozy og Herzog har klaget over, at deres telefoner er blevet ulovligt aflyttet af politiets efterforskere, hvilket ikke må bruges i en retssag.

Politiet aflyttede Sarkozy, da de undersøgte andre anklager om, at hans præsidentvalgkamp i 2007 skulle være finansieret af det daværende libyske regime under ledelse af diktator Muammar Gaddafi.

/ritzau/AFP


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.