Efterforskere: Forulykket USA-tog kørte alt for stærkt
Syv personer har mistet livet i tirsdagens togulykke, som måske blev forårsaget af alt for høj fart.
Dødstallet er ændret til syv personer efter tirsdagens togulykke i USA. Toget kørte for stærkt, siger kilder tæt på efterforskningen til amerikansk avis.
Dødstallet er ændret til syv personer efter tirsdagens togulykke i USA. Toget kørte for stærkt, siger kilder tæt på efterforskningen til amerikansk avis. Foto: Patrick Semansky/AP/AP


Et tog, som tirsdag kørte af sporet nær den amerikanske by Philadelphia i delstaten Pennsylvania, kørte dobbelt så hurtigt som tilladt på strækningen, oplyser kilder tæt på efterforskningen ifølge avisen The Wall Street Journal.

Samtidig fortæller en talsmand for politiet til NBC News, at dødstallet efter ulykken nu er syv personer.

Tirsdag lød det, at mindst fem personer var omkommet. Flere end 200 er kvæstet.

De syv døde omfatter fire personer, som blev fundet inde i toget, to uden for og en, som efterfølgende døde på et hospital, fortæller John Walker fra politiet til nyhedskanalen.

Amtrek-toget kørte med en hastighed på over 160 kilometer i timen, da det forulykkede nær den amerikanske storby.

Det oplyser to kilder tæt på efterforskningen til The Wall Street Journal.

Hastighedsgrænsen på strækningen, hvor toget forulykkede, er 80 kilometer i timen, ifølge de føderale jernbanemyndigheder.

Politiet undersøger derfor, om hastigheden har været årsag til, at toget kørte af sporet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.