Det svenske kongehus har med al sandsynlighed skelet til deres danske kollegaer. Sådan lyder det fra svenske eksperter, efter et nyt billede af den svenske kongelige familie er blevet offentliggjort.
Billedet er fuldstændig klassisk med hele familien - kong Carl Gustaf, dronning Silvia, deres tre børn med ægtefæller og deres fem børnebørn i alderen tre måneder til fire år - siddende og stående, som man kender det fra et skolefoto.
Og billedet ligner på den måde det, der bliver taget af den danske royale familie på Gråsten Slot.
- Jeg er 100 procent sikker på, at de er blevet inspireret af Danmark. Victoria og Daniel er meget nære venner med Frederik og Mary, og Carl Gustaf er dronning Margrethes fætter. Det er helt naturligt, at de hjælper hinanden med gode råd, siger Johan T. Lindwall, der er royal reporter på den svenske avis Expressen, til BT.
Det er denne årlige seance på Gråsten Slot, som den svenske kongefamilie tilsyneladende nu tager til sig. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Han bakkes op af en anden ekspert, Jon Bloch Skipper, der er historiker og kongehusekspert. Han peger på, at sommerfotograferingen er oplagt til at vise kongehusene fra en mere privat side.
- Det er en måde for offentligheden til at komme lidt tættere på de kongelige, men de vælger alligevel selv under hvilke omstændigheder. Det er en måde at placere dem i øjenhøjde, siger Jon Bloch Skipper til avisen.
Prinsesse Victoria og Daniel er meget nære venner med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, så det er formentlig den vej inspirationen kommer, siger ekspert til BT. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Ikke første gang
Med det nye billede er en gammel tradition i det svenske kongehus muligvis vendt tilbage.
Da prinsesse Victoria, prins Carl Philip og prinsesse Madeleine var børn, stillede den svenske kongefamilie op til en årlig sommerfotografering. Men den tradition stoppede ifølge BT, da børnene blev teenagere.
De svenske eksperter tilskriver dronning Ingrid æren for de årlige sommerbilleder. Hun begyndte tilbage i 1970'erne at samle sin familie på Gråsten Slot. En tradition, som er fortsat lige siden.
Her er dronning Ingrid fotograferet på Gråsten Slot sammen med sine døtre og nogle af sine børnebørn i august 1994. Det var dronning Ingrid som startede den årlige sommerfotografering på Gråsten Slot. Hun døde i november 2000 og blev 90 år gammel. Foto: Erik Lundtang/Scanpix/arkiv
Når regentparret dronning Margrethe og prins Henrik og deres familie holder den årlige fotografering på Gråsten Slot, er der som regel også plads til lidt spas. Her har prins Henrik vret ude og køre en tur med børnebørnene i en golfvogn. Foto: Henning Bagger/Scanpix